Rørt Søren Gade hyldes på Facebook

Tirsdag d. 23. feb. 2010 kl. 12:32 af Kristian Hedegaard for TV 2 Nyhederne (opd. d. 23/2 2010; 13:42)

Forsvarsministeriets departementchef Lars Findsen taler for Søren Gade.

Herover kan du se et uddrag af overdragelsesceremonien i Forsvarsministeriet. Det er departementschef Lars Findsen, der taler for Søren Gade.

Søren Gade var en af den nu aftrådte regerings mest populære minister. På trods af adskillige svære sager, mistede han aldrig sin popularitet blandt danskerne. Og Søren Gade har da heller ikke fået en fyreseddel af statsministeren.

"Jeg er oprigtig ked af, at Søren Gade stopper. Han har fortalt mig om sine overvejelser, og vi har diskuteret det længe. Jeg havde gerne set, at han var blevet. Men det er Søren Gades valg," siger Lars Løkke.

Han er ikke den eneste, der er ked af Gades exit. Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) er fuld af lovord til den afgående forsvarsminister.

Lovprises af sine ansatte
"Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med ham om forsvarets udvikling, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været rigtig glade for Søren," siger Flemming Vinther, der er formand for HKKF.

Men også helt almindelige danskere hylder vestjydens farvel til politik. På hjemmesiden Facebook har det siden nyheden strømmet ind med tilkendegivelser fra helt almindelige danskere.

"Det er i den grad et stort tab for dansk politik med Sørens exit. Men når det nu en gang er realiteterne, så et tak fra hjertet for en helt igennem flot og solid indsats! Du var og er en ildsjæl. Al held og lykke fremover :-)," skriver Mike Thomsen på Søren Gades fanside på Facebook.

Og sådan skriver hundredvis af danskere. Soldater, folk fra Holstebro, kolleger og mange andre.

Respekteret på Christiansborg
På Christiansborg har Søren Gade vundet respekt for sin ærlighed og ligefremme væsen.

Det er i den grad et stort tab for dansk politik med Sørens exit. Men når det nu en gang er realiteterne, så et tak fra hjertet for en helt igennem flot og solid indsats

Bruger på Facebook

"Søren Gades afgang er en svækkelse af regeringen. Han er en af de politikere, som jeg og SF har haft det bedste forhold til. Jeg håber, han får et rigtig godt job, det synes jeg, han fortjener," siger Villy Søvndal til TV2 News.

Og lignede sympatitilkendegivelser høres fra højre til venstre i Folketinget.

47-årige Søren Gades job har især været hårdt, da han som ansvarlig minister har måtte deltage i adskillige begravelser af faldne danske soldater og give trøst til deres familier. Dertil kom, at Søren Gades kone, Helle, i begyndelsen af 2008 døde efter lang tids kræftsygdom og efterlod ham alene med sine to døtre.

Spiste feltrationer med soldaterne
Tabet var ifølge Søren Gade med til at forstærke hans medfølelse for soldaternes efterladte.

Blandt soldaterne fik Gade en stor stjerne, fordi han gang på gang tog den lange flyvetur til krigszonen i Afghanistan for at spise feltrationer med både konstabler og officerer.

Ved valget i november 2007 fik han i alt 23.993 personlige stemmer. Den eneste politiker fra Venstre, der fik flere stemmer, var den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

På Facebook har næsten 4.000 personer meldt sig ind i gruppen "Søren Gade vi støtter dig".

Print artikelSend til en ven Del på facebook