Nyt klimamøde i Bonn til april

Mandag d. 22. feb. 2010 kl. 18:10 af trfi / ritzau for TV 2 Nyhederne

På et møde i Bonn den 9.-11. april skal klimaforhandlere fra hele verden vedtage et arbejdsprogram for resten af året. Formålet er at søge at nå en global klimaaftale i Mexico til december.

Det oplyser klima- og energiminister Lykke Friis (V) efter et møde i Bonn i det såkaldte COP-bureau, som er en slags forretningsudvalg for de årlige klimakonferencer. Danmark er formand i 2010 som følge af værtskabet for klimatopmødet COP15 i december.

"Der var en konstruktiv og god stemning ved mødet og en betydelig villighed til at komme op i gear og få forhandlingerne i gang. Der var også åbenhed over for, at alt skal ske med fuld respekt for FN-systemet," siger Lykke Friis.

Fast kontakt
Samtidig har Danmark aftalt at holde kontakt med Mexico hver 14. dag.

"Vi har den klare aftale, at vi ikke foretager os noget, uden at den anden er informeret. Arbejdsdelingen er sådan nu, at det i høj grad er Mexico, der er i førersædet for forhandlingsprocessen, men vi er med i bilen," tilføjer hun.

Det er uklart, hvordan den såkaldte København-erklæring (Copenhagen Accord) fra det kuldsejlede topmøde i Bella Center skal spille ind i processen. Formelt skal forhandlingerne i år nemlig foregå på basis af de FN-tekster, man diskuterede, indtil stats- og regeringscheferne kom til Danmark.

Erklæring har ingen formel status
København-erklæringen har ikke nogen formel status i FN-systemet, da papiret kun blev taget til efterretning.

Adskillige store ulande lover at bremse deres CO2-udslip - men de understreger kraftigt, at deres indsats er frivillig og ikke juridisk bindende.

Ifølge klimamedarbejder Tove Maria Ryding fra Greenpeace har Danmark stadig en nøglerolle i at få sat struktur på forløbet i 2010.

"Mexico lægger overhovedet ikke op til at køre hele processen. Hvis man bliver ved at holde fast i, at Copenhagen Accord var det store resultat i København, holder man også fast i de uenigheder, der var. Og den bil er kørt galt én gang," siger hun.

Print artikelSend til en ven Del på facebook