Vinteren har været hård mod de nødtelefoner, der står langs landets motorveje.
Ud af de cirka 1.250 orange telefoner, er 154 af dem blevet ødelagt. Det svarer til hver ottende.
Telefonerne går i stykker, når sneplove losser store mængder sne på dem i forbifarten. Særligt hårdt ramt er det nordlige Jylland.
Ud af 32 telefoner ved Hobro, er de 18 gået til, mens 13 ud af 22 ved Brønderslev har lidt samme skæbne.
Reparation for én million kroner
De ødelagte telefoner bliver ikke skiftet ud med en ny, men bliver repareret. Samlet set løber omkostningerne ved reparation op i cirka en million kroner.
Vejdirektoratets budget til drift af nødtelefoner er på fire millioner kroner årligt, men skader, der direkte skyldes vinteren, bliver taget fra en anden kasse i Vejdirektoratet, oplyser ingeniør Erling Larsen til nyhederne.tv2.dk.
Han fortæller, at der ikke er nogen planer om at droppe netværket af telefoner.
Biler kan selv ringe i fremtiden
"De fleste mennesker har efterhånden en mobiltelefon, og måske kommer der et EU-krav om, at biler selv skal kunne ringe efter hjælp, hvis de kommer ud for en ulykke. Men mod det taler, at der kommer flere og flere ældre bilister, der måske ikke har en mobiltelefon," siger Erling Larsen.
Nødtelefonerne bruges 3-10 gange hver dag. Det vil sige, at det i gennemsnit koster et par tusind kroner i drift, hver gang, der foretages et opkald. Men det er en billig pris, hvis de kan være med til at redde liv, påpeger Erling Larsen.
Hvis der skulle laves ændringer i nødtelefonsystemet fremover, kunne man ifølge ham overveje at gøre netværkets forgreninger afhængige af ulykkesstatistik: Der hvor der er flest ulykker, er der kortest afstand mellem telefonerne. Alternativt kunne man gøre som i Sverige, hvor telefonerne står ved nedkørsler til tunneller og ved nedkørsler til motorvejen.
Fakta om nødtelefoner:
Der findes 1.300 nødtelefoner langs de 1000 kilometer motorveje i Danmark. Det er Vejdirektoratet, der står for drift og vedligeholdelse af dem.
Nødtelefonerne står parvis i hver sin side af motorvejen med to kilometers mellemrum.
De er opdelt i centraler. Hvis der skal opsættes nye modeller, skal alle telefoner under samme central udskiftes. Det eneste sted i DK, hvor der bliver sat nye op, er ved Slagelse. De ny går ikke så let i stykker.
Kilde: Erling Larsen, Vejdirektoratet




