Fyrede får hjælp i ny overenskomst

Mandag d. 22. feb. 2010 kl. 10:04 af pmol / Ritzau for TV 2 Nyhederne

Ny overenskomst for 240.000 ansatte i industrien.

Det bliver fremover ikke så økonomisk hårdt at miste jobbet for folk, der må på dagpenge. De nye overenskomster for industrien sikrer fremover afskedigede medarbejdere 85 procent af lønnen i mindst én måned efter tre års ansæt­telse. Det bliver to måneder efter seks år i jobbet og tre efter otte år.

"Det er helt klart den største nyska­belse, vi er blevet enige om," lyder det fra CO­Industris chefforhandler Thorkild E. Jensen. Han er glad for, at det er lykkes at blive enige om nye overenskomster i en periode med økonomisk krise.

Aftalen om økonomisk godtgørelse ved fyring er for mange meget mere end dagpenge, som normalt er på cirka 16.000 kroner om måneden.

240.000 omfattet af overenskomsten
De nye overenskomster gælder cirka 240.000 medarbejdere i industrien og dækker de næste to år.

Overenskomsten på industriområdet er skruet sådan sammen, at en stor del af lønnen forhandles lokalt på den enkelte virksomhed. Derfor giver nattens resultat ikke et facit på, hvad der bliver givet i løn i de to år, de nye overenskomster løber.

"Det er en overenskomst som sikrer, at danske virksomheder stadig er konkurrencedygtige, men jeg kan sige, at denne aftale er væsentlig billigere end den forrige," siger Hans Skov Christensen, administrerende direktør i DI.

Print artikelSend til en ven Del på facebook