Udover barsel får fyrede medarbejdere også 85 procent af lønnen i én måned
Med de nye overenskomster for en kvart million ansatte, er industriens parter enige om at forlænge barselsorloven med to uger.
CO-Industri og Dansk Industri (DI) er enige om at øremærke en uge til far og en uge til mor. Dermed er fædrene sikret tre ugers barsel. Det bliver fremover heller ikke så økonomisk hårdt at miste jobbet. Parterne er også enige om, at medarbejdere med tre års ansættelse har ret til 85 procent af lønnen i én måned. Det bliver til to måneder efter seks års ansættelse og tre måneder efter ni års ansættelse.
Det er for mange en hel del mere end dagpenge, som normalt er på cirka 16.000 kroner om måneden.
Ny overenskomst for 240.000 ansatte i industrien.
Løn forhandles på virksomhederne
Overenskomsten på industriområdet er skruet sådan samme, at en stor del af lønnen forhandles lokalt på den enkelte virksomhed.
Derfor giver nattens resultat ikke et facit på, hvad der bliver givet i løn i de to år, de nye overenskomster løber.
Ret til pension efter to måneder
Et tredje element i de nye overenskomster er, at medarbejdere har ret til pension efter bare to måneders ansættelse.
I dag er skal en lønmodtager have haft arbejde i ni måneder for at få ret til pension.
Uenigheder om ligeløn skal fremover diskuteres af arbejdsgivere og fagforbund. DI og CO-Industri er enige om at oprette et ligestillingsnævn.
"En langvarig og vanskelig proces"
Det var i sidste øjeblik parterne blev enige om en aftale, da forligsmand Asbjørn Jensen havde givet parterne en frist til mandag morgen med at blive enige - ellers ville han selv sætte sig i spidsen for forhandlingerne.
"Vi har været igennem en langvarig og vanskelig proces, siden vi i januar tog fat. Det skyldes blandt andet, at vi står i en meget svær økonomisk periode, siger Hans Skov Christensen, der er administrerende direktør i DI.
Med et gennembrud på industriens område skal der nu forhandles hundreder af andre mindre overenskomster.
I overenskomsten blev længere opsigelsesvarsler ikke diskuteret.
Hovedpunkterne i aftalen:
- I forbindelse med afskedigelser indføres der pr. 1. maj en fratrædelsesgodtgørelse. Den udgør forskellen mellem dagpenge og lønnen med fradrag af 15 procent. Denne godtgørelse udbetales i en måned, hvis man har været ansat i midst tre år. Efter mindst seks års ansættelse udbetales godtgørelsen i to måneder og efter otte års ansættelse udbetales godtgørelsen i tre måneder.
- Ligelønsloven indarbejdes i overenskomsterne, og der etableres et Ligelønsnævn, som tager stilling til sager om fortolkning og forståelse samt brud på overenskomsternes ligelønsbestemmelser.
- Yderligere to ugers forældreorlov til industriens ansatte øremærkes med en uge til manden og en uge til kvinden.
- Natarbejdere skal tilbydes løbende helbredskontrol med højst to års mellemrum. Der skal sættes gang i en oplysningskampagne om natarbejde, og der skal forskes i langtidseffekterne på helbredet hos natarbejdere.
- Skifteholdsarbejdere kan,såfremt der er lokal enighed, aftale, at op til 40 procent af deres genetillæg kan opspares på deres Fritvalg Lønkonto og anvendes som løn i forbindelse med ekstra fridage.
- Funktionærerne får en ekstra halv fridag, så de kan holde en fuld betalt fridag Grundlovsdag.
- Pr. 1. marts 2011 skal der indbetales til pension efter to måneders ansættelse mod hidtil ni måneder.
- Industriens mindsteløn på 103,15 kroner stiger med 1,10 kroner i overenskomstens første år og med 1,75 kroner i overenskomstens andet år.
- Overenskomsten på industriområdet er skruet sådan sammen, at en stor del af lønnen forhandles lokalt på den enkelte virksomhed. Derfor giver overenskomstaftalens resultat ikke et facit på, hvad der bliver givet i løn i de to år, de nye overenskomster løber.
- Overenskomsterne løber i to år og gælder cirka 240.000 medarbejdere.




