Der er glatte veje i hele Danmark

Mandag d. 22. feb. 2010 kl. 08:32 af kris@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 22/2 2010; 08:41)

Snevejr i Danmark 22/12

Pas på, vejene er glatte! Selv om advarslen er ved at være lidt slidt denne vinter, gælder den stadig - også denne morgen. Flere steder kommer der ny sne først på dagen. Men i løbet af formiddagen slår sneen over i slud flere steder, inden et opholdsvejr midt på dagen sætter et komma.

For når vi når ud på eftermiddagstimer­ne, breder et nyt snevejr sig fra syd og op over landet. Det når dog kun den sydligste halvdel af landet. Frostvejret sætter igen ind i nattetimerne, hvilket kan gøre vejene glatte.

I Nordjylland, hvor der flere steder ligger store snedriver, er der fortsat risiko for snefygning. Landsdelen fik i løbet af weekenden endnu et nyt lag sne, der især lammede trafikken i Hjørring og Jammerbugt kommuner.

87 centimeter sne i Vendsyssel
Vagtchefen ved Nordjyllands Politi fortæller til nyhederne.tv2.dk, at der lige i øjeblikket falder lidt sne, men at vejene er spejlglatte.

Samtidig giver snemængderne nordenfjords problemer for togtrafikken. På strækningen mellem Hjørring og Frederikshavn kører der kun et tog i timen. Der er sat flere busser ind mellem Aalborg og Frederikshavn.

TV 2 Vejret har opgjort snedybderne landet over. Vendsyssel er hårdest ramt. Højeste melding kommer fra Mosbjerg ved Sindal hvor der ligger 87 cm sne, som er faldet ved flere lejligheder vinteren igennem.

I Midtjylland ligger der omkring 30 cm, mens man i den nordvestlige del af Jylland kan boltre sig i godt en halv meter sne.

Snedybder den 21/2 2010 kl. 17.00
Print artikelSend til en ven Del på facebook