Store snemængder fik sent i aftes taget på en minkfarm i Sindal til at falde ned over 1200 pelsdyr. Farmen på Ugiltvej huser både mink og chinchillaer, oplyser vagtchefen for Nordjyllands Politi i Aalborg.
Det sner og fyger stadig i området, og flere bilister er kørt fast i sneen.
Værst ser det ud omkring Hjørring, Jammerbugt og Aalborg, hvor flere bilister har trodset politiets advarsler om at begive sig ud på vejene, der beskrives som nærmest ufremkommelige på grund af den massive sne.




