Trods forårstegn fortsætter vinteren med op til 30 cm de næste fem dage
Over de næste fem dage kan vi forvente 15 til 30 cm sne over Danmark, og på mandag er der mulighed for en ny snestorm hen over hele landet. Det fortæller Per Fløng fra TV 2 Vejret.
Det sker på trods af, at meteorologerne også ser de første forårstegn i prognoserne.
Vintervejret den kommende tid er nemlig udløst af et lavtryk med forår presser sig på sydfra. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi kan stille sneskovlen i garagen inden for den nærmeste fremtid.
"Det der forår, det rør på sig, men vinteren vil simpelthen ikke give sig," siger Per Fløng.
I aften fortsætter snevejret, hvor nordjyderne kan forvente kraftigt snevejr og fygning indtil kl. 23.




