Hvis man ikke overholder aftalen med Antifascistisk Aktion (AFA) om at "hoppe af" og kappe båndene til det højreorienterede miljø, så får det konsekvenser. Den afhoppede højreradikale TA med tilnavnet "Sygo" vendte tilbage til miljøet efter en exitsamtale med AFA og meldte sig ind i netværket Danmarks Nationale Front. Det straffede AFA prompte ved at klippe en video sammen, hvor de udstillede ham med billeder, ligesom de afspillede en lydfil, hvor han udleverer sine venner med navn til AFA.
"Jeg kan måske fortælle lidt om miljøet i Vejle og Horsens," siger han indledningsvis til AFA's repræsentant. Og så bliver der for alvor lukket op for godteposen:
"Hvad kan jeg sige om det gamle Front-miljø i Horsens? Der er stadig tre aktive medlemmer. De bor uden for Horsens. Ham den ene, det er ham der render rundt og fotograferer jer, så ofte han kan komme til det," siger TA til AFA.
Ikke normalt at hænge folk ud
Han fortsætter og fortæller i detaljer, hvad folk hedder, hvor de bor og hvor aktive de er. Det har tv2.dk valgt ikke at gengive af hensyn til de personer, der bliver nævnt. TA forklarer til AFA, at han vil ud af miljøet, fordi han vil passe på sin læreplads og sin familie.
AFA forsikrer, at det ikke er normal procedure at hænge folk ud, der er hoppet af:
"Kun hvis den afhoppede alligevel ikke kan holde sig fra nazi-miljøet vælger vi at afsløre, at han/hun har gennemført en exit-samtale," siger Anders Lind fra AFA til tv2.dk.
Blev udstødt fra DNF
Danmarks Nationale Front endte med helt at udstøde TA. En talsmand bekræfter forløbet over for tv2.dk:
"Det er ikke til at sige hvad TA's bevæggrunde må have været for at kontakte AFA. Han virkede som et meget forvirret menneske. Hans rolle og engagement i DNF var da også yderst begrænset. Da han i sin tid henvendte sig, påstod han, at han havde været "afdelingsleder" i Dansk Front og Dansk Front opererede ikke med afdelingsledere, så det vakte en vis skepsis. Efter hans AFA-historie henvendte han sig til os igen, og påstod han havde alle mulige oplysninger om AFA og andre. Han blev ignoreret," fortæller talsmanden.
Det er ikke lykkedes tv2.dk at finde frem til T.A. for at få en kommentar.
De nævnte politiske grupper:
AFA:
Antifascistisk Aktion er berygtet på højrefløjen og legendarisk på venstrefløjen. Den autonome gruppe er kendt som venstrefløjens hardcore tæskehold, der tager kampen op med de oftest fysisk stærkere højrefløjsaktivister. AFA's strategi er at være flere end modstanderen, når slaget skal stå. Gruppen lever stærkt på truslen om vold og opererer derfor med exitsamtaler, der skal få nazister til at stoppe aktivismen.
Danmarks Nationale Front:
Gruppen er opstået i kølvandet på nedlæggelsen af Dansk Front. Den har samlet medlemmer fra København og Nordsjælland og gør sig primært i gadeaktivisme, hvilket består i opsætning af klistermærker og bannere med nationalistiske budskaber.
DNSB:
Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse er for mange synonym med formand Jonni Hansen. Partiet holder til på Hundige Strandvej, hvor også Radio Oasen sender. Partiet har flere gange forsøgt at afholde marcher for den afdøde topnazist Rudolph Hess, men har hver gang mødt stor modstand. DNSB bygger på ideologi og er ikke kendt for subkulturel aktivisme.
Blood & Honour Denmark:
Grupperingen er ligesom DNSB erklæret nazistisk, men langt mere hardcore i sit virke. Gruppen har længe udmærket sig ved at være førende, når det kommer til højreorienteret merchandise og musik.
Vederfølner:
Vederfølner er et netværk af bekymrede danskere, der gerne vil begrænse eller helt fjerne indvandringen. Foreningen er hverken racistisk eller nazistisk funderet, men racisme kan sagtens forekomme, forklarer formand Lars Larsen. Vederfølner har et større personsammenfald med det nu nedlagte Dansk Front. Foreningen kritiseres af andre højreorienterede grupper for ikke at være ekstrem nok i sine holdninger. Vederfølner betegner sig selv som et ungdommeligt alternativ til Den Danske Forening og Dansk Folkeparti.
White Pride
Den århusianske hooligangruppe Ultra White Pride er berygtet i Århus for vold i gaderne. Senest udtalte et medlem til P1, at gruppen var klar til at slå ihjel. Gruppens samlingspunkt er AGF's fodboldkampe, men medlemmerne mødes også i rendyrkede politiske sammenhænge. White Pride havde i 2008 held med at hylde Adolf Hitler med et banner på NRGi Park i Århus. Mange af gruppens medlemmer er hængt ud på Redox.dk med navn og billede.




