Højrefløjen: Exitsamtaler er stalinistiske

Torsdag d. 18. feb. 2010 kl. 11:17 af Peter Thorup / ptho@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

På den politiske højrefløj tager man afstand fra venstrefløjens exitsamtaler, som overordnet bliver betegnet som "stalinistiske", "ligegyldige" og "latterlige". Den autonome, militante gruppering Antifascistisk Aktion tilbyder nazister at "hoppe af" mod at de udleverer det højreorienterede miljø, som de har slået deres folder i.

Tv2.dk har været i kontakt med tre af de mest markante foreninger/grupper på højrefløjen, og alle mener de, at folk frit kan melde sig ud af miljøet uden efterfølgende repressalier:

"AFA's strategi og forhørsmetoder er klassisk stalinisme, og havde de magt, som de har agt, ville de være en trussel mod alle, som ikke er politisk enige med dem. Det vil sige størstedelen af befolkningen," siger Michael, der er talsmand for Danmarks Nationale Front.

Vil have informationer om højrefløjen
"Det såkaldte exitprogram er udelukkende sat i værk for at indhente oplysninger om højrefløjen. Alle ved, at hvis man vil forlade højrefløjen, så gør man da bare det. Det skal man da ikke søge tilladelse fra AFA for at gøre. Det underliggende budskab er nok nærmere, at de vil få folk til at tro, at hvis de udleverer, hvad de ved om højrefløjen, så vil AFA ikke bruge vold og trusler om vold og chikane mod en som person længere," forklarer Michael.

I Antifascistisk Aktion (AFA) bruger man typisk udtrykket "nazister" eller "nynazister" og højrefløjen. På højrefløjen er grupperne dog mere forskellige end som så. De mest rendyrkede nazistiske ideologer i Danmark holder til i Greve under navnet DNSB - Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse. Heller ikke de ser den store nytte i AFA's exitprogram.

"AFA er jo en voldelig gruppering, der overfalder folk,som de ikke bryder sig om.Men vi planlægger ikke efter,om AFA vil angribe os eller ej.Man kan meldesig ud af vores parti,som man vil. Vi er slet ikke interesserede i at have medlemmer, der ikke kan stå inde for ideologien," siger formand Jonni Hansen.

DNSB er ikke hooligans
Han slår fast, at DNSB ikke er en subkultur med interesse i at slås med AFA i gaderne:

"DNSB er ikke en subkultur. Vi har da taget vores opgør med antifascisterne, når de er mødt op til vores demonstrationer, men vi er ikke gadekrigere eller hooligans. Vi er ideologer."

Derfor mener Jonni Hansen slet ikke, at exitsamtalerne er målrettet DNSB's medlemmer.

Også foreningen Vederfølner, der har rødder i Århus, hvor højrefløjen traditionelt står stærkt, melder hus forbi på exitsamtalerne. Formand Lars Larsen oplyser at foreningen har 300 betalende medlem og at den er demokratisk og dermed ikke nazistisk.

"Vi har haft eksempler på, at vores medlemmer blev overfaldet. Fx en pige som fik tæsk af kvindelige antifascister, fordi hun så højreorienteret ud. Jeg er også selv blevet jagtet, dengang jeg boede i Svendborg," fortæller Lars Larsen.

Ufrivilligt involveret i krig
"Vi er ufrivilligt blevet involveret i gadekrigen mellem højre og venstre, men vi gider det egentlig ikke,"

Lars Larsen slår fast, at man blot kan melde sig ud af Vederfølner, hvis man ikke vil være med mere. Det behøver man ikke at få hjælp af AFA til.

Antifascistisk Aktion vil ikke selv løfte sløret for, hvilke grupperinger man går efter, men flere kilder peger på, at White Pride i Århus står højt på ønskelisten. Desuden er målet den hardcore nazistiske undergrundsbevægelse Blood & Honour, der har rødder i Nordsjælland.

Du kan læse mere om, hvorfor AFA tilbyder disse exitsamtaler, ligesom du kan få historien om en nazist, der blev hængt ud, fordi han brød aftalen med AFA om at hoppe af. Klik på de forskellige artikler i linkboksen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

De nævnte politiske grupper:

AFA:

Antifascistisk Aktion er berygtet på højrefløjen og legendarisk på venstrefløjen. Den autonome gruppe er kendt som venstrefløjens hardcore tæskehold, der tager kampen op med de oftest fysisk stærkere højrefløjsaktivister. AFA's strategi er at være flere end modstanderen, når slaget skal stå. Gruppen lever stærkt på truslen om vold og opererer derfor med exitsamtaler, der skal få nazister til at stoppe aktivismen.

Danmarks Nationale Front:

Gruppen er opstået i kølvandet på nedlæggelsen af Dansk Front. Den har samlet medlemmer fra København og Nordsjælland og gør sig primært i gadeaktivisme, hvilket består i opsætning af klistermærker og bannere med nationalistiske budskaber.

DNSB:

Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse er for mange synonym med formand Jonni Hansen. Partiet holder til på Hundige Strandvej, hvor også Radio Oasen sender. Partiet har flere gange forsøgt at afholde marcher for den afdøde topnazist Rudolph Hess, men har hver gang mødt stor modstand. DNSB bygger på ideologi og er ikke kendt for subkulturel aktivisme.

Blood & Honour Denmark:

Grupperingen er ligesom DNSB erklæret nazistisk, men langt mere hardcore i sit virke. Gruppen har længe udmærket sig ved at være førende, når det kommer til højreorienteret merchandise og musik.

Vederfølner:

Vederfølner er et netværk af bekymrede danskere, der gerne vil begrænse eller helt fjerne indvandringen. Foreningen er hverken racistisk eller nazistisk funderet, men racisme kan sagtens forekomme, forklarer formand Lars Larsen. Vederfølner har et større personsammenfald med det nu nedlagte Dansk Front. Foreningen kritiseres af andre højreorienterede grupper for ikke at være ekstrem nok i sine holdninger. Vederfølner betegner sig selv som et ungdommeligt alternativ til Den Danske Forening og Dansk Folkeparti.

White Pride

Den århusianske hooligangruppe Ultra White Pride er berygtet i Århus for vold i gaderne. Senest udtalte et medlem til P1, at gruppen var klar til at slå ihjel. Gruppens samlingspunkt er AGF's fodboldkampe, men medlemmerne mødes også i rendyrkede politiske sammenhænge. White Pride havde i 2008 held med at hylde Adolf Hitler med et banner på NRGi Park i Århus. Mange af gruppens medlemmer er hængt ud på Redox.dk med navn og billede.