"Hvis man vil fremad på asfalt, så er bus helt klart den sikreste måde, at gøre det på."
Sådan lyder det fra Victor Hollnagel, der er bilinspektør ved Færdselsstyrelsen.
Hans udtalelse kommer, efter at en bus forulykkede ved Dessau i Tyskland, hvor tre voksne - en mand og to kvinder - mistede livet, da de var på vej på skiferie sammen med børn og unge fra den integrerede institution Kærnehuset på Amager.
"Hvis man kigger nøgternt på statistikken er der ingen tvivl om, at det er sikre at færdes i bus end i personbil," siger Victor Hollnagel.
Ti gange mere risikabelt
Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet, der har undersøgt ulykker i trafikken, er det ti gange mere risikabelt at køre i personbil end i bus.
Undersøgelsen viser blandt andet, at to buspassagerer blev dræbt eller alvorligt skadet for hver 1 mia. km. passagererne tilbagelagde med bus.
Risikoen for førere og passagerer i personbiler er ifølge undersøgelsen ca. 10 gange så høj.
"Bussen er meget større og kan klare mere, hvis man kører ind i noget, med mindre det en sjælden gang er en meget tung og fast genstand," forklarer Victor Hollnagel.
I dag har politifolk rettet kritik mod en række busselskaber og deres chauffører for at overtræde reglerne om blandt andet hviletid i højsæsonen for skibusrejser.
Her er Victor Hollnagels gode råd, hvis du skal køre i bus:
- Brug altid sikkerhedssele
- Hold øje med hvordan chaufføren kører, og sig til, hvis du mener, at det ikke er forsvarligt.
- Forsøg at få dit barn til at sidde på sin plads. Aktiver ham eller hende med at spille spil eller at læse bøger.
- Spørg ind til rejseplaner med oversigt over chaufførskift, når du bestiller busrejsen.
Det vil give de mange gode busselskaber mulighed for at distancere sig fra de få mindre gode, som ikke overholder reglerne.
- Husk at du får, hvad du betaler for - også inden for sikkerhed.




