De danske jægersoldater, hvis mission til Irak i april 2007 blev lækket til og røbet af TV 2 og Morgenavisen Jyllandsposten, betød ikke, at soldaterne blev sendt ud i akut forøget livsfare, skriver Berlingske Tidende.
Ifølge tre officerer, der var med til at beslutte og gennemføre udsendelsen af jægersoldaterne, blev soldaternes rejseplan fra Jægerkorpset i Aalborg til Basra Air Station i Irak ikke ændret, selv om nyheden om jægernes snarlige ankomst til Basra var blevet lækket om aftenen fredag den 27. april 2007.
Svært at se øget fare for soldater
Påstanden om, at lækagen kunne koste jægersoldaterne livet, blev fremsat af den daværende chef for Jægerkorpset, oberstløjtnant Henrik Friis.
Men den sikkerhedspolitiske forsker, lektor Peter Viggo Jakobsen, Københavns Universitet, har svært ved at se, at oplysningen om jægernes tilstedeværelse skulle øge faren for deres liv markant.
Fastholder fare for soldater
Forsvaret fastholder, at danske soldater i 2007 kom i fare:
"Forsvaret vurderede i 2007, at de lækkede oplysninger var til fare for vore soldater. Derudover ønsker vi ikke at kommentere sikkerhedsspørgsmålet yderligere," siger presseofficer i Forsvarskommandoen (FKO) Jakob Østerbye.




