Sidste afhøringer i Jægerbog-sagen

Fredag d. 12. feb. 2010 kl. 11:55 af Kaare Gotfredsen, nabr for TV 2 Nyhederne

Kommunikationschef i Forsvarskomman­doen Lars Sønderskov

Tidligere forsvarschef Tim Sloth Jør­gensen og en lang række medarbejdere i Forsvarskommandoen er blevet afhørt endnu en gang i forbindelse med sagen om den arabiske oversættelse af Thomas Rathsacks bog "Jæger - i krig med eliten". Det erfarer TV 2 NYHEDERNE.

De afhørte personer er blevet konfron­teret med de forklaringer, som den tidligere IT-chef Jesper Britze og kommunikationschef Lars Sønderskov har afgivet over for Rigspolitiet - Jesper Britze stod bag den arabiske oversættelse, mens Lars Sønderskov sendte den til B.T.

Afviser pres til at finde oversættelse
Chefen for ledelsessekretariatet i Forsvarskommandoen, Morten Danielsson, er i den forbindelse blevet konfronteret med Jesper Britzes forklaring om, at han blev "presset" af Morten Danielsson til at fremskaffe en arabisk oversættelse, da han ikke kunne finde en på nettet.

Den udlægning har Morten Danielsson afvist overfor auditørerne.

Afhøring først mulig til marts
Der mangler nu kun to afhøringer i sagen, nemlig de to sigtede Jesper Britze og Lars Sønderskov - det kan dog ikke lade sig gøre lige med det samme:

"Det er desværre ikke muligt at komme til at afhøre den ene af de to sigtede før i marts, da vedkommendes advokat holder ferie i udlandet," siger auditør Peter Otken, der leder undersøgelserne.

Print artikelSend til en ven Del på facebook