DF freder Søren Gades pressechef

Fredag d. 12. feb. 2010 kl. 09:40 af trfi / ritzau for TV 2 Nyhederne

Pia Kjærsgaard og Søren Espersen

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, afviser at blande sig i forsvarsminister Søren Gades (V) spindoktor, Jacob Winthers, gøren og laden i forbindelse med den såkaldte lækage-sag.

Det siger han, efter at DR torsdag aften bragte et flere måneder gammelt researchinterview med Jacob Winther.

Her forklarer Jacob Winther, at det var Jægerkorpset selv, der i 2007 lækkede de fortrolige oplysninger om, at danske jægersoldater skulle sendes til Irak.

"Jeg ved fra TV2 - for TV2 siger til mig - at de har fået den oppe fra Jægerkorpset"," siger Jacob Winther blandt andet på DR-optagelsen.

En påstand, som pressechefen dog trak tilbage, kort efter, at DR torsdag aften havde bragt den gamle optagelse.

DF fokuserer dog udelukkende på forsvarsminister Søren Gade, forklarer Søren Espersen.

"Jeg forholder mig til Søren Gade og vil ikke dele guldbamser ud til de ansatte i ministerierne eller give embedsmænd karakterer. Mit anliggende er alene, om vi har tillid til Søren Gade som minister.

Print artikelSend til en ven Del på facebook