Hvem vidste hvad om Jægerkorpsets Irak-mission?

Onsdag d. 10. feb. 2010 kl. 15:55 af Natali Braagaard for TV 2 Nyhederne (opd. d. 9/2 2011; 05:07)

Jacob Winther

Den 27. april 2007 bragte TV 2 NYHEDERNE i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten historien om, at regeringen havde besluttet at sende et hold jægersoldater til Irak for første gang, siden invasionen i 2003.

Forsvarsminister Søren Gade (V) havde i fortrolighed orienteret Udenrigspolitisk Nævn om regeringens planer samme dag, men allerede inden mødet startede interviewede TV 2 Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører Mogens Lykketoft om sagen.

I dagene efter offentliggørelsen beklagede både Mogens Lykketoft, Jægerkorpsets chef, Henrik H. Friis, og udenrigsminister Per Stig Møller (K), at oplysningen fra et fortroligt møde i Udenrigspolitisk Nævn var sluppet ud - og Frank Aaen (EL) forsøgte at rejse spørgsmålet om, hvem der havde lækket historien, men forgæves.

Over to år senere - den 25. januar 2010 - dukker sagen op igen. Få overblikket dag for dag her:

9. februar 2011: "Søren Gade deltog i læk"
Ifølge Jacob Winthers advokat var den tidligere forsvarsminister Søren Gade med til at lække oplysninger til TV 2.

8. februar 2011: TV 2 skal ikke vidne
Højesteret fastslår, at TV 2 ikke skal vidne i sagen, og DR skal ikke udlevere omstridt lydfil

28. januar 2011: Sagen kommer i Højesteret
Højesteret skal tage stilling til, om TV 2 skal afsløre navnet på den eller de kilder, der afsløreden, at danske jægersoldater skulle på en mission i Irak.

21. oktober: Jacob Winther sigtet
Det kommer frem under et retsmøde i Købanhavns Byret, at det er tidligere forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther, der er sigtet i sagen.

20. oktober: Unavngiven person sigtet
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er en unavngiven person blevet sigtet for at lække oplysninger til TV 2 og for brud på personens tavshedspligt

27. maj: Sag skal for højesteret
Procesbevillingsnævnet siger god for, at lækagesag kan komme for Højesteret. Dermed kan TV 2 og DR stadig tvinges til hhv. at vidne og at udlevere lydoptagelser

23. april: TV 2 skal ikke afsløre kilde
Østre Landsret fastslår i dom, at TV 2 ikke skal vidne i lækagesagen, og at Danmarks Radio ikke skal udlevere lydoptagelser. Dommen går imod en dom afsagt i byretten

16. april: Gitte Lillelund Bech forklarer sig
Ifølge den nuværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) fik hun af TV 2 oplyst, at det ikke var nævnets medlemmer som havde lækket den hemme­lige oplysning til TV 2.

TV 2 afviser den udlægning af forløbet.

3. marts: TV 2 skal afsløre kilde
TV 2 er af en dommer blevet pålagt at afsløre identiteten på den kilde, der fortalte om Jægerkorpsets udsendelse til Irak i 2007.

Dommeren besluttede samtidig, at DR ikke skal aflevere den omdiskuterede lydfil, som ifølge Christoffer Guldbrandsen beviser, hvem TV 2's kilde er.

15. februar: Politi vil have samtale
Politiet vil have DR til at udlevere den lydfil, som ifølge Christoffer Guldbrandsen påviser, hvem der har lækket informationer til TV 2. DR afviser, så længe der ikke foreligger en dommerkendelse.

12. februar: Samtale kom efter anklage
Ifølge B.T. blev optagelsen - der ifølge Christoffer Guldbrandsen beviser, at pressechef Jacob Winther står bag læk til TV 2 - optaget efter Guldbrandsens anklager mod Jacob Winther, der kom på bladet Ekkos hjemmeside den 25. januar om formiddagen

DR oplyser at DR-medarbejderen - som nu viser sig med sikkerhed at være Nils Giversen - der har givet Guldbrandsen en lydoptagelse, har valgt at stoppe i DR efter "gensidig forståelse"

11. februar: Journalist navngivet
Ifølge Ritzau var det DR-medarbejderen Nils Giversen, der optog og videregav lydoptagelse til Christoffer Guldbrandsen. Nils Giversen var tilrettelægger på Guldbrandsens dokumentar "Den Hemmelige Krig"

Parter i sagen om læk af Jægerkorpsets udsendelse til Irak i 2007:

Christoffer Guldbrandsen: Instruktør og dokumentarist, der blandt andet står bag dokumentaren "Den Hemmelige Krig."

Guldbrandsen har meldt ud, at det er Søren Gades pressechef - Jacob Winther - der står bag læk om Jægerkorpsets udsendelse til Irak i 2007. En lydoptagelse underbygger påstanden, siger Guldbrandsen

Danmarks Radio
Ifølge DR's daværende generaldirektør, Kenneth Plummer, er det en DR-medarbejder, som står bag lydoptagelsen og som afleverede den til Christoffer Guldbrandsen.

DR-medarbejderen er Nils Giversen, der var tilrettelægger på Guldbrandsens "Den Hemmelige Krig."

Han er nu stoppet i DR efter "gensidig forståelse"

Jacob Winter var den daværende forsvarsminister Søren Gades pressechef, og han står ifølge Christoffer Guldbrandsen bag læk til TV 2 i 2007.

I et interview til DR siger Jacob Winther, at han fra en journalist på TV 2 får at vide, at oplysningen om Jægerkorpsets udsendelse stammer fra Jægerkorpset selv - en udmelding han senere selv siger, at man ikke kan tage for gode vare. Han er nu sigtet i sagen.

Den ansvarlige minister Søren Gade meddelte den 22. februar 2010, at han ville gå af som forsvarsminister. Han begrundede sit valg med, at hans politiske handlefrihed pga. en række alvorlige sager i forsvarsministeriet (bl.a. jægerbogssagen og lækagesagen) var blevet indskrænket

TV 2 NYHEDERNE
TV 2 bringer den 27. april 2007 historien om, at Jægerkorpsets skal udsendes til Irak for første gang.

Samme dag har Søren Gade i fortrolighed orienteret Udenrigspolitisk Nævn om regeringens planer, men allerede inden mødet startede interviewede TV 2 Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører Mogens Lykketoft om sagen.

I et flere måneder gammelt DR­researchinterview oplyser Jacob Winther - ifølge DR - at de lækkede oplysninger fra TV 2 kommer fra Jægerkorpset selv. I en mail til Rizau oplyser Winther senere på aftenen imidlertid selv, at mistanken til Jægerkorpset ikke kan tages for gode vare

9. februar: Optagelser kommer fra DR
Ifølge DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, stammer den lydoptagelse - som Christoffer Guldbrandsen er i besiddelse af - fra en medarbejder i DR Oplysning. Medarbejderen skal på eget initiativ have båndet og videregivet optagelser fra en telefonsamtale.

1. februar: Afviser undersøgelse
Forsvarsminister Søren Gade (V) afviser at iværksætte en undersøgelse af, hvor lækket om Jægerkorpsets udsendelse til Irak stammer fra

30. januar: "Jeg har lydoptagelse"
Ifølge Christoffer Guldbrandsen er han i besiddelse af en lydoptagelse, som angiveligt afslører, at Forsvarsministeriets pressechef Jakob Winther er manden bag læk af de fortrolige oplysninger

29. januar: Pressechef truer med retssag
Jakob Winther bebuder en retssag mod Christoffer Guldbrandsen for injurier og ærekrænkende udtalelser

28. januar: Politianmeldelse fra SF
Jonas Dahl fra SF indgiver en politianmeldelse til Københavns Politi for at få politiet til at iværksætte en undersøgelse af, hvem der er ansvarlig for lækagen.

27. januar: TV 2-journalist udtaler sig
TV 2's politiske journalist, Kaare R. Skou, udtaler i en artikel i Politiken, at han med ret stor sikkerhed ved, at lækket kom fra Forsvarsministeriet. TV 2's nyhedschef, Michael Dyrby, afviser, at Kaare R. Skou kender kilden til TV 2 NYHEDERNES oprindelige historie den 27. april 2007.

26. januar: Politiken: Læk i Forsvaret
Politiken skriver den 26. januar, at det "ser ud til, at en af forsvarsminister Søren Gades medarbejdere lækkede fortrolige oplysninger til pressen om, at Jægerkorpset skulle udsendes til Irak i april 2007."

Politiken citerer nuværende og tidligere ansatte på TV 2 for, at TV 2 skulle have haft oplysningerne om Jægerkorpsets udsendelse dagen før mødet i Udenrigspolitisk nævn.

25. januar: Pressechef er læk
Filmmagasinet Ekko sender en pressemeddelelse med overskriften "Spindoktor bragte soldaters liv i fare" ud. Pressemeddelelsen henviser til et interview med Christoffer Guldbrandsen, hvor han navngiver Forsvarsministeriets presserådgiver, Jakob Winther, som manden, der skulle have lækket informationerne om udsendelsen af Jægerkorpset i 2007.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Kort om lækage-sagen:

Fredag den 27. april 2007 orienterede forsvarsminister Søren Gade (V) Det Udenrigspolitiske Nævn om at et hold jægersoldater skulle sendes til Irak for første gang, siden krigen startede i 2003.

Møder om den slags sager er fortrolige, og brud på Nævnets fortrolighed kan straffes med fængsel.

Men allerede inden ministerens orientering i Nævnet har - udover flere hundrede mennesker i bl.a. Forsvarskommandoen, HOK og FE - mindst ét medie inden mødet kendskab til planerne. Inden mødet interviewer TV 2 således Mogens Lykketoft (S) om sagen.