Holger K. Nielsen spurgte til samråd ind til, om Søren Gade ved et uheld skulle have afsløret planer om at sende Jægerkorpset til Irak
"Jeg kunne jo også spørge hr. Holger K. Nielsen, om han er holdt op med at slå sin kone - ja eller nej."
Sådan sagde forsvarsminister Søren Gade (V) efter et åbent samråd i Udenrigspolitisk Nævn, der havde indkaldt ministeren i forbindelse med læk af oplysninger om Jægerkorpset udsendelse til Irak i 2007.
Kommentaren faldt efter, at SF's forsvarspolitiske ordfører Holger K. Nielsen under samrådet spurgte ind til, om Søren Gade ved et uheld var kommet til at afsløre planerne med Jægerkorpset.
"Man kan godt i en bisætning komme til at sige for meget - jeg antyder ikke, at du har sagt det til Rasmus Tantholdt (TV 2-korrespondent, red.). Du kan da godt i vennelag eller jovialt lag være kommet med en eller anden uoverlagt bemærkning. Kan det fuldstændig afvises," spurgte Holger K. Nielsen.
Jeg kan håndtere fortrolige oplysninger
Søren Gade afviser, at han skulle have ladet en bemærkning om udsendelsen falde under en tur til Irak kort inden orienteringen om udsendelsen til Udenrigspolitisk Nævn den 27. april 2007 - flere journalister var med på den tur:
"Jeg tager ikke til Basra med en taleseddel om, at jeg skal sige til den ene, den anden eller tredje, at vi sender specialstyrker ud. Jeg er minister for et område, som ofte er omgærdet med fortrolige oplysninger, dem er jeg faktisk i stand til at håndtere."
"Er du holdt op med at slå din kone - ja eller nej"
Søren Gades kommentar er et kendt eksempel fra sprogvidenskaben, fordi svaret ja betyder, at man tidligere har slået sin kone, men nu er holdt op.
Et nej til spørgsmålet betyder, at man ikke er holdt op med at slå sin kone.
Man kan altså ikke svare: Jeg slår ikke eller har aldrig slået min kone.




