Der venter Danmark en stram offentlig slankekur de næste tre år. Det kan koste godt 27 milliarder kroner fra 2011 til 2014, hvis vi skal sænke statsunderskuddet med en halv procent af den samlede produktion, bruttonationalproduktet, BNP.
Det vurderer finansminister Claus Hjort (V), før regeringen fremlægger sit konvergensprogram til EU om at få de offentlige udgifter under kontrol.
Han afviser dog, at de 27 milliarder kroner skal hentes ved at hæve skatterne.
Danmark får i 2010 et offentligt underskud på 5,5 procent af BNP. EU-Kommissionen har krævet, at Tyskland forbedrer budgettet med en halv procent af BNP. Det svarer i Danmark til 9 milliarder kroner årligt fra 2011 til 2014, forklarer finansministeren.
"Når vi ser, hvilke henstillinger man har givet andre lande, så ligner vi Tyskland mest, og vi regner ikke med, at EU giver henstillinger under en halv procent," siger han.
Ingen fyringer
Finansministeren venter ikke, at besparelserne medfører fyringer i kommunerne eller dårligere offentlig service.
"Der bliver lidt færre penge at rutte med både for staten og kommunerne, som skal regne med at have de samme penge til rådighed næste år som i år," siger Claus Hjort Frederiksen.
Han vil ikke hæve skatterne, fordi regeringen har skattestop.
"Regeringen har skattestop, så det er en hjørnepille. Men der vil blive en lavere vækst i de kommende år. Vi skal holde hus med pengene. Vi har selv brugt udtrykket, at der bliver smalkost," siger han.




