Elevator sad fast i verdens højeste hus

Onsdag d. 10. feb. 2010 kl. 14:07 af pmol for TV 2 Nyhederne (opd. d. 10/2 2010; 14:35)

Verdens højeste hus i Dubai

Verdens højeste hus, Burj Khalifa i Dubai, lukkede forleden ganske uventet sit udsigtsdæk for besøgende - blot en måned efter indvielsen.

Der herskede en vis mystik omkring lukningen, men nu er årsagen sluppet ud til nyhedsbureauet AP.

Besøgende, der var på tårnets udsigtsdæk den dag det lukkede, fortæller, at de hørte et højt brag efterfulgt af en støvsky, som trængte ud gennem revnen på døren til elevatorskakten på 124. etage.

Braget stammede fra elevatoren, der satte sig fast med 15 personer om bord.

Sad fanget i 45 minutter
"Det lød næsten som en lille eksplosion. Det var et virkelig højt bang," siger et vidne, Michael Timms til AP.

De 15 personer i elevatoren sad fast i 45 minutter inden det lykkedes at redde dem ud, og i den periode gik der panik i flere af de cirka 60 personer, som var strandet på udsigtsdækket.

Tårnets ejere, Emaar Properties har hidtil oplyst, at lukningen af tårnet skyldes mange besøgende og problemer med elforsyningen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook