Det er ikke hver dag, politiet får gaver fra arrestanter på flugt. Men en dag ved juletid modtog efterforsker Claus Madsen ikke desto mindre en pakke med ønsket om en god jul på sit arbejde på politigården i Helsingør, skriver Frederiksborg Amts Avis.
I pakken lå den ene halvdel af et sæt håndjern, og afsender var en 20-årig mand, som flygtede fra politiet i september sidste år.
Umiddelbart før flugten havde retten i Helsingør varetægtsfængslet den unge mand, der er sigtet for at have svindlet med betalingskort for op mod 400.000 kroner.
"Da han flygter, har han et sæt håndjern på. Jeg har fået tilsendt den ene halvdel," fortæller Claus Madsen, der er efterforsker i sagen mod den 20-årige.
Et humoristisk indslag
Hverken han eller hans kolleger har oplevet noget lignende før.
"Jeg ser det som et humoristisk indslag fra en ung mand, der er stukket af fra politiet og som en besked om, at han personligt møder op med den anden halvdel af håndjernene på et tidspunkt," siger Claus Madsen til Frederiksborg Amts Avis.




