Statsministeren lader nu forstå, at han ikke har samme styrke som forgængeren. Klogt? Næppe, skriver TV2's politiske redaktør Henrik Qvortrup i denne analyse.
Der er unægtelig en del, der adskiller de to Rasmussen'er, Løkke og Fogh. Men på ét punkt har den nuværende og tidligere statsminister noget til fælles. Nemlig svagheden for en tur på racercyklen.
I den forstand er der jo en vis indre logik forbundet med, at Lars Løkke Rasmussen midt i en af sit politiske livs værste kriser griber ud efter cykel-metaforikken: Situationen er op ad bakke. Nu skal næste tinde bestiges. Og Løkke fastholder sin helt egen kadence. Ingen skal tvinge ham til at skifte klinge.
Er Løkkes ben gode nok?
Men ét spørgsmål henstår stadig ubesvaret for de cykel-interesserede: Har Løkke nu også tilstrækkelig gode ben til at klare strabadserne derude på statsministeretapen?
Dén lod Løkke ligesom svæve i luften på dagens pressemøde. Klogeligt erkendte han ganske vist, at han er i krise. Men sad der nogle derude og forventede en forsikring om, at han også er manden, der kan træde sig ud af problemerne, leverede statsministeren ikke varen.
Tværtimod. I virkeligheden meget oprigtigt lod han forstå, at han ikke tager bjergtoppene med samme lethed som forgængeren. Han kunne faktisk lige så godt have sagt: Lille Lars fra Græsted har ikke samme politiske tråd som Fogh.
Det har de færreste jo. Men ikke desto mindre opsigtsvækkende med en statsminister, der så ærligt erkender sine begrænsninger.
"Tag mig som jeg er "
Løkke forsøger sig med en "tag mig som jeg er"-strategi. Ræsonnementet er tydeligvis, at han lige så godt kan gøre en dyd ud af nødvendigheden, når forskellene fra forgængeren alligevel er så åbenlyse. Nu skal danskerne lære at holde af - og allerhelst respektere ham som den, han er.
Dét er dybest set formålet med dagens medieoffensiv - et sandt tæppebombardement af liveoptrædender på begge kanaler. Strategien har givetvis sit publikum blandt dem, der hylder forestillingen om en statsminister, der er som alle os andre - med tilhørende barns sygedag og andre udfordringer fra hjemmefronten.
Løkke er snublende nær på at smide medlidenhedskortet: Tag for eksempel denne bemærkning fra pressemødet: "Statsminister er jeg kun i en periode, men far er jeg altid."
Sympati skal det nok vække. Men respekt? Den er straks værre. Især når medieoffensiven ikke indeholder noget håndgribeligt bud på, hvad statsministeren vil her og nu - ud over at bede om vores forståelse.
Og dét er Løkkes problem i en nøddeskal. Danskerne ser ham som et menneske på godt og ondt. Men som en leder for nationen? Den halter for øjeblikket.




