Der kom ikke noget ud af at anke dommen. Så tre unge har fået stadfæstet domme på flere års fængsel for brandstiftelsen mod en børnehave i Gellerupparken ved Århus. Det var i oktober 2008, at børnehaven Viben i Brabrand nedbrændte, efter at flere drenge og unge mænd havde hældt brændbare væsker ud over gulvet og stukket ild på. I alt skete der skader for 5,5 millioner kroner.
I dag stadfæstede Vestre Landsret dommene over de tre unge. De tre blev dømt henholdsvis tre års, tre og et halvt års og fem års fængsel.
I alt seks unge dømt
Da sagen var for retten første gang sidste år, blev i alt seks unge dømt. Det var kun de tre, der fik den længste dom, som valgte at anke. Ud over branden rummer sagen en lang række andre forhold.
Spændt forhold
Branden var kulminationen på en periode, hvor der i bebyggelsen havde være et spændt forhold mellem de unge og politiet.
Hos Brabrand Boligforening forsøgte man efter dommen i byretten at få sat de unges familier ud af deres boliger. Men fogedretten har afvist at træffe en afgørelse.
Dommeren mente, at sagen var så kompliceret, at det var nødvendigt med en mere grundig gennemgang af sagen ved boligretten.
Boligforeningen prøver nu at få den beslutning omgjort ved at anke sagen opad i retssystemet. Men først når det er endeligt afklaret, hvilken retsinstans, der skal behandle den slags sager, kan udsættelsen gennemføres.
Tage stilling til om de kan smides ud
Indtil videre har man kun forsøgt at sætte familierne ud til de tre, der blev dømt i byretten uden at anke.
Efter dagens afgørelse i landsretten, skal boligforeningens bestyrelse tage stilling til, om også de tre nu dømtes familier skal smides ud.




