Den danske betalingsbalance strutter af overskud. I 2009 var der et plus på 64,2 mia. kroner. Det er ifølge Danmarks Statistik det største overskud siden 2005. Dengang satte overskuddet rekord med 67,1 mia. kroner.
Overskuddet skyldes først og fremmest, at vi eksporterer flere varer og tjenester til udlandet, end vi importerer. Bag tallene gemmer sig en historisk nedtur for dansk eksport. Eksporten af varer faldt med hele 16,2 procent, og det er det største fald i 40 år, oplyser chefanalytiker Christian Hilligsøe Heinig fra Sydbank.
Trods faldet i eksporten, glæder Christian Hilligsøe Heinig sig over den stærke danske betalingsbalance.
"De store overskud giver os flere frihedsgrader i den økonomiske politik i forhold til at stå i en situation med sløj økonomisk vækst og røde tal på betalingsbalancen," skriver han i en kommentar.
Selv om flere økonomer vurderer, at vi er på den anden side af krisen, ser Dansk Industri, DI, med stigende bekymring på udviklingen.
Chefkonsulent Morten Granzau Nielsen pointerer, at mens andre lande allerede har stor fremgang i eksporten, så bliver Danmark straffet for, at vores varer er dyrere at producere på grund af højere lønninger.




