SF's formand, Villy Søvndal, er i strid modvind i sit eget parti. To ud af tre lokalformænd i SF mener, at formanden er gået for vidt i sine udtalelser i forbindelse med debatten om fædrefri forældremøder, viser en rundspørge, som DR Nyheder har lavet.
Populistisk, forhastet og for bombastisk lyder kritikken af SF-formanden fra hans eget bagland.
"Villy er gået for langt. Vi skal ikke stille os op i koret af muslimjægere," siger Karen Nannasted, der er lokalformand i Frederiskhavn.
"Villy skal ikke blande sig i alt," siger Peder Stausholm fra Arhus Vest.
For hurtig på aftrækkeren
Endelig er der flere, der mener, at Villy Søvndal simpelt hen har været for hurtig på aftrækkeren.
"Manden er blevet lokket på glatis af journalister. Han burde tage sig en tænkepause," siger Thorkild Krejberg, lokalformand for SF i Ballerup.
"Han skulle have sat sig ind i, hvilket møde det var. Han skulle kende forholdene, inden han udtalte sig," siger Hanne Melnik fra Østerbro.




