Redningspige søges til skrantende forretning

Fredag d. 5. feb. 2010 kl. 14:24 af Kristian Jakobsen | krja@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 7/2 2010; 12:31)

Motorvejens Plantesalg skranter og ejeren er single: Rig kvinde søges

Der er ikke noget at grine af. Faktisk er situationen desperat og en konkurs truer.

Men Kim Brøgger, ejeren af Motorvejens Planteskole i Egå ved Århus, forsøger med et glimt i øjet at redde sin forretning.

I Lokalavisen Århus har han indrykket en usædvanlig kontaktannonce. "Millionærpige/dame" lyder overskriften, hvor ungkarlen efterlyser singlekvinder med kroner på bankbogen, da han er kommet i pengeproblemer.

Kim Brøggers kontaktannonce

"Ja, jeg hænger sådan lidt med røven i vandskorpen," lyder det ærligt, da nyhederne.tv2.dk fanger Kim Brøgger for en forklaring.

"Men situation er alvorlig nok. Jeg kan gå konkurs søndag eller mandag," siger Kim Brøgger, der har drevet gartneri i 17 år.

Banken har smækket kassen i
For nogle år siden lavede han gartneriet om til et plantesalg for at rette op på økonomien, men heller ikke det hjalp, og nu er kassen tom. Der skal olie til for at varme drivhusene op, men banken vil ikke låne ham flere penge.

"Så så jeg de der curlingpiger, der har lavet en kalender for at skabe opmærksomhed i Go' aften Danmark, og så tænkte jeg, hvordan kan jeg lave noget sjov og skabe noget opmærksomhed? Så bestemte jeg mig for at lave kontaktannoncen som et nødråb, men med et glimt i øjet," fortæller han.

Modtog 180 breve
Ud over en velpolstret bankbog søger Kim Brøgger en kvinde med "...lidt mellem ørene og hjertet på rette sted".

Kim Brøgger har tidligere forsøgt sig med kreativ markedsføring:

"Vil du ha' nogen blomster der rykker - så kør' ned til Brøgger. Vil du ha' noget som stritter har vi også Margueritter."

Den kreative kontaktannonce resulterede i godt 180 breve. Langt de fleste var venlige hilsner fra venner, bekendte og kunder, der sendte Kim Brøgger en venlig tanke og held til med redningsforsøget.

Men der var også mere seriøse tilbud imellem.

"Der var en dame på 74 år, der var meget interesseret. Hun sendte et brev og ringede samme aften, for at høre, om jeg havde fået hendes brev. Jeg var ude at drikke kaffe hos hende, men det blev ved det," siger Kim Brøgger.

Ville have manden skiftet ud
Der var også tre damer mellem 38 og 48, der viste interesse, men de havde alle flere børn, og den ene var desuden allerede gift, men ville bare gerne have manden skiftet ud. Og det var ikke noget for herren med de grønne fingre.

"Så der er ikke fundet en redningspige endnu, og i dag er humøret i kulkælderen," lyder det fra Kim Brøgger, der endnu ikke har mistet modet situationen til trods.

Et par kollegaer vil måske overtage driften af plantesalget, men melder den ret kvinde sig, er Kim Brøgger fortsat frisk på at køre forretningen videre i tosomhed.

Kim Brøgger
Print artikelSend til en ven Del på facebook