Hjemvendte soldater skal hjælpes

Torsdag d. 4. feb. 2010 kl. 22:01 af jely / ritzau for TV 2 Nyhederne

Den 23-årige konstabel Christian Richardson fra Gardehusarregimentet fik sprængt sine ben i Afghanistan.

Overraskende mange af de hjemvendte danske soldater har brug for hjælp - ikke mindst, fordi de har fået psykiske skader efter udsendelsen.

Det viser ansøgninger til Fonden Solda­terlegatet, som i 2009 uddelte fem mio. kr. til 250 hjemvendte soldater og deres pårørende. Pengene er gået til juridisk bistand, psykologbehand­ling, bolig og hjælpemidler. Den store interesse for at søge økonomisk hjælp er et vigtigt signal om, at der skal holdes fokus på hjemvendte med ska­der," siger Ann-Christina H. Salquist, sekretariatschef for Soldaterlegatet.

"De sager, vi har set gennem fondens første 12 måneder, har vist, at der er stort behov for støtte til tidligere udsendte i internationale missioner," fortæller hun til Hærens Operative Kommandos hjemmeside.

Balkan og Afghanistan
Størstedelen er givet til soldater, der har fået psykiske skader efter tjenesten i udlandet - især dem, der har flere udsendelser bag sig. Soldater, der har fået psykiske mén af tjeneste på Balkan, har søgt og fået 30 procent af pengene. Udsendte til Afghanistan med psykiske skader tegner sig for 20 procent.

10 procent af de fem millioner kroner er gået til efterladte og pårørende. Alt i alt er over halvdelen af pengene givet til personale, der ikke længere er tilknyttet forsvaret, eller som er sygemeldt.

Det er suverænt fagforeninger, der indstiller flest hjemvendte soldater til hjælp fra legatet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook