Gade: Hundreder kendte oplysninger

Onsdag d. 3. feb. 2010 kl. 19:51 af krja for TV 2 Nyhederne

Flere hundrede personer i Forsvars­ministeriet, forsvaret og Forsvarets Efterretningstjeneste kendte til udsendelse af jægersoldater ifølge Søren Gade.

Politiet kommer efter alt at dømme til at lede længe efter den person, der i 2007 lækkede hemmelige oplysninger om, at der skulle udsendes jægersoldater til Irak.

I hvert fald oplyser forsvarsminister Søren Gade (V) i en mail til TV2 News, at flere hundrede personer i Forsvars­ministeriet, forsvaret og Forsvarets Efterretningstjeneste kendte til den forestående udsendelse.

Også flere politikere kendte til oplys­ningerne forud for, at Folketingets Ud­enrigspolitiske Nævn blev orienteret.

Lækken meldt til politiet
Forsvarsministeren er under kritik for ikke selv at iværksætte en undersøgelse af lækken, men han henviser til politiets undersøgelse.

Lækken er således meldt til politiet, og forsvarsminister Søren Gade har meddelt, at ministeriet vil være behjælpelig, hvis politiet går ind i sagen. Ministeriet har blandt andet sendt listen til politiet over de personer og personkredse, som skønnes at have haft viden om udsendelsen af jægersoldaterne, da oplysningerne blev lækket til pressen.

Hævder at Winther er kilden
Søren Gades egen pressechef, Jacob Winther, er blevet udpeget som kilden til, at TV 2 og Jyllands-Posten kunne fortælle historien om udsendelsen, før nævnet blev orienteret. Det er dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen, der hævder, at Winther er kilden. Men det afviser Winther.

Print artikelSend til en ven Del på facebook