En 29-årig mand overfaldt I formiddag sin sagsbehandler på Søndersø Rådhus.
"Manden trak den kvindelige sagsbehandler rundt i håret og tildelte hende flere lussinger," fortæller vagtchefen hos Fyns Politi.
"Manden slog også flere af de andre ansatte på rådhuset, inden de fik ham til at forlade stedet," siger han. Politiet anholdt kort efter overfaldet den aggressive klient og fremstillede ham i grundlovsforhør. Dommeren valgte at varetægtsfængsle manden frem til den 1. marts.
Andet overfald på kort tid
Overfaldet i Søndersø ved Odense sker i kølvandet på drabet på en kvindelig sagsbehandler i Holstebro. Her mistede den 56-årige Birthe Christiansen livet, da en 28årig klient stak hende ihjel med en kniv.
Personalet på rådhuset i Søndersø var derfor meget rystede efter overfaldet, fortæller vagtchefen.
"Det er klart, at de har haft drabet fra Holstebro frisk i erindringen. Men voldsmanden havde altså umiddelbart ikke våben med."
Borgmester vil se på sikkerhed
Ofrene for overfaldet i Søndersø modtager krisehjælp, deriblandt den 48-årige sagsbehandler, som fik den hårdeste medfart. Flere bliver også tilset af en læge, og overfaldet får borgmester Morten Andersen i Nordfyns Kommune til at overveje sikkerhedsproceduren på rådhuset.
"Jeg er utrolig ked af at høre, at flere af vores ansatte er blevet overfaldet ved dagens hændelse. Og det rejser naturligvis spørgsmålet, om vi fremover kan gøre mere for sikkerheden," siger Morten Andersen.




