Joint Strike Fighter i knibe i USA

Tirsdag d. 2. feb. 2010 kl. 07:33 af krja / ritzau for TV 2 Nyhederne

joint strike fighter

Favoritten til at afløse de danske F-16 jagerfly, den amerikanske Joint Strike Fighter, er kommet i nye vanskeligheder i USA.

Mandag fyrede forsvarschef Robert Gat­es chefen for projektet, generalmajor David Heinz, og vil yderligere holde 3,3 milliarder kroner tilbage fra producenten Lockheed Martin.

Årsagen er, at prisen på Joint Strike Fighter, som også kaldes F-35, er steget kraftigt, ligesom lanceringsdatoen er rykket flere gange.

"Udviklingen og præstationen af F-35 over de seneste to år har ikke været, som det skulle," siger Robert Gates, som snart vil udnævne en ny officer til at tage over for David Heinz.

USA vil købe 2400 fly
Robert Gates offentliggjorde planerne på et møde, hvor han fremlagde det amerikanske forsvarsministeriums budget.

Både Gates og præsident Barack Obama har flere gange understreget, at de ikke vil se mildt på forsinkelser og budgetoverskridelser i det amerikanske militærs våbenprogrammer.

USA regner med at købe 2400 Joint Strike Fighter-fly over de kommende 25 år. I det nye forsvarsbudget for 2011 sættes der omkring 59 milliarder kroner af til 43 udgaver af den nye flytype.

Voldsom prisstigning
Forsvarsminister Søren Gade (V) skønnede i 2006, at prisen for Joint Strike Fighter ville blive omkring 300­400 millioner kroner. Den pris er røget i vejret siden. I december bestilte Australien for eksempel 14 fly til en forventet pris på mere end én milliard per fly.

Ifølge planen beslutter de danske politikere i 2012, hvilket fly der skal afløse F-16. Ud over Joint Strike Fighter er Gripen og Super Hornet også med i opløbet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook