Sneen er god for trafiksikkerheden

Lørdag d. 30. jan. 2010 kl. 12:06 af trfi for TV 2 Nyhederne

Sne i Jylland

Det er ikke kun børn og andre legesyge sjæle, der jubler over de kæmpe mængder sne, der har forvandlet Danmark til et sne-paradis.

Også Rådet For Sikker Trafik er glade for det voldsomme snevejr. Vejret er nemlig rigtig godt for trafiksikkerheden, fortæller Søren Troels Berg, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

"Når vejret er, som det er nu, bliver farten sat ned. Og det er farten, der gør forskellen på, hvor alvorlig ulykken bliver. Det er selvfølgelig enormt belastende at køre i grøften, men i forhold til alvorlige ulykker med personskader er de mindre alvorlige," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.

De store snemængder har så stor betydning, at det faktisk også påvirker statistikken.

"Hvis vi ser tilbage på december-januar 2005-2006, hvor der var et tilsvarende vejr, var antallet af trafikdræbte betragteligt lavere end en normal januar. Og det ser også ud til, at denne januar bliver meget lavere på den konto," siger Søren Troels Berg og tilføjer, at antallet af alvorligt tilskadekomne også falder i snevejret.

Print artikelSend til en ven Del på facebook