Løkke: Reporters job ikke mit bord

Fredag d. 29. jan. 2010 kl. 19:11 af krja for TV 2 Nyhederne

Lars Løkke Rasmusen

Mens Venstres politiske ordfører, Pe­ter Christensen, undrer sig over, at TV 2 kan have journalisten Kaare R. Skou ansat, afviser statsminister Lars Løkke Rasmussen, at det er noget, politikere skal blande sig i.

"Jeg ved ikke, hvad Peter Christensen har sagt. Men jeg ved, at regeringen ikke kunne drømme om at blande sig i, hvad der foregår rundt omkring i de danske medier, siger statsministeren til TV 2 News.

Han henviser til, at det er chefredak­tører, som hyrer og fyrer journalister.

Kritiserer Kaare R. Skou
Peter Christensen er kommet under skarp beskydning, fordi han i Berlingske Tidende kritiserer, at TV 2's erfarne Christiansborg-journalist hævder, at Forsvarsministeriet selv lækkede oplysninger om en hemmelig dansk Irak-mission.

"Jeg forstår slet ikke, hvis TV 2 kan have sådan en mand ansat," siger han.

Formand utilfreds
Formanden for Dansk Journalistforbund langer hårdt ud efter Peter Christensen.

"Politikerne skal overhovedet ikke blande sig i, hvordan medierne arbejder, og de skal slet ikke blande sig i personaleforhold," siger journalistformand Mogens Blicher Bjerregård.

Hvis politikerne blander sig i pressens forhold, udviskes grænsen, så politikerne begynder at styre medierne, advarer han.

Sass Larsen: Uhørt
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, bakker op om journalistformanden.

"Når man kræver navngive journalister fyret, har man åbnet et helt nyt kapitel, hvor politikere blander sig i pressens gøremål. Det er helt uhørt," siger Henrik Sass Larsen.

TV 2's nyhedschef, Michael Dyrby, afviser også, at Peter Christensen eller andre fra Folketinget kan blande sig i TV-stationens ansættelser.

"Jeg vil ikke kommentere på den sag. Men det er klart, at vores ansættelser er ikke afhængige af, hvad et regeringsparti eller et hvilket som helst andet parti siger," siger han.

Print artikelSend til en ven Del på facebook