Den 40-årige narkotiltalte erhvervskvinde var klar til at tilstå noget, som hun ikke havde gjort under afhøringen umiddelbart efter hendes anholdelse. Det oplyser hendes første advokat, som bistod hende under afhøringen og i dag var indkaldt som vidne.
Ifølge advokaten pressede politimanden hende til at sige, at hun havde købt kokain af personen J.
"Ved du hvad, jeg tror? Jeg tror, du har købt kokain til dig selv og dine venner til jeres jetsetfester!", skulle politimanden angiveligt have råbt.
"Jeg husker, at hun (erhvervskvinden, red.) sagde: "så må jeg se, om jeg kan komme i tanke om, hvorvidt jeg har købt noget af ham, så jeg kan komme hjem til mine børn," fortalte advokaten i dag i retten.
"Det tolker jeg som om, hun er presset, hun vil gerne hjem til sine børn, og hun derfor vil hjælpe politiet i sagen mod J."
Afhøringen kort efter anholdelsen har været omdrejningspunktet det meste af dagen.
Her har erhvervskvinden sagt, at hun to gange har købt et gram kokain af J, men hun har ikke skrevet under på afhøringsrapporten.
Politimanden er også blevet afhørt og han afviser, at han har presset erhvervskvinden til at sige noget, hun ikke ville.
Erhvervskvinden nægter sig skyldige i anklagerne.




