Erhvervskvinde: Har prøvet kokain

Torsdag d. 28. jan. 2010 kl. 11:53 af Janni Pedersen / Lisa Ioannou / pmol for TV 2 Nyhederne (opd. d. 28/1 2010; 14:22)

erhvervskvinde

Den 40-årige forretningskvinde, der er tiltalt for at have modtaget 140 g. kokain, forklarede i dag i Københavns Byret om sit forhold til narkotika:

Anklager: Har du prøvet kokain?

"Ja, da jeg var ung. Nu er jeg 40, men da jeg var i starten af 20´erne. Ikke siden den gang."

Hun skulle desuden gøre rede for sit forhold til en anden tiltalt i sagen.

Den anden tiltalte, AD, hvor kender du ham fra?

"Jeg mødte ham gennem en ven, der bliver kaldt Cosby, han bor ved Christiania. Jeg kender ikke kun venner fra Vedbæk, jeg kender mange forskellige mennesker. I min familie vælger vi ikke venner ud fra deres status. Min mand er fra Hvidovre, vi kender mange forskellige mennesker, som politiet ikke tror at folk som os, kender."

'Politiet pressede mig'
Erhvervskvinden forklarede desuden i retten, at hun blev presset af politiet, da hun skulle forholde sig til en forklaring, som hun afgav til politiet den 30. juli 2009.

Den tiltalte kvinde forklarede dengang, at hun to gange havde købt 1 g. kokain af en person, J.

Men i retten i dag tog hun afstand fra sin forklaring.

"Peter (politimanden, der afhørte hende, red.) truede med, at jeg ikke måtte se mine børn, og at jeg skulle blive i arresten om natten. Han ville have mig til at sige, at jeg holdt store jetsetfester, og det var J, der leverede kokain. Han prøvede at presse mig til en løgnhistorie," forklarede hun.

"Peter lokkede mig til at give mig en forklaring, så han kunne bure J inde. Og jeg padlede bare rundt, så jeg kunne give en forklaring og komme hjem."

Frygtede for sin karriere
"Jeg har aldrig fået noget kokain fra J (tiltalt i narkosag og omfattet af navneforbuddet, red.), troede bare jeg kunne få mit liv tilbage, så jeg kunne undgå at de hyæner bag ved mig (pressen, red.), ikke ville få det at vide."

"Jeg var bange for, at min karriere ville blive ødelagt, hvis pressen fik at vide, at jeg var anholdt. Nu er min karriere ødelagt," lød det fra kvinden.

"Det et mest skræmmende jeg har oplevet. Og jeg har fået en psykisk lidelse som kaldes PTSD på grund af det overgreb, jeg har lidt, og jeg har afgivet en klage til politidirektør Johan Reimann," lød det fra kvinden.

Kendt fra royale fester
Erhvervskvinden, som blandt andet er kendt fra de kulørte blade og royale fester, blev involveret i sagen, da politiet gennem flere uger overvågede en 37-årig mellemmand. Han er nu fængslet i sagen. Ifølge politiets teori, var det ham, der forsynede den kendte erhvervskvinde med de 140 gram kokain over syv møder.

Sagen begyndte at rulle i medierne, da den 40-årige kvinde blev fremstillet i grundlovsforhør. Her blev hun ikke varetægtsfængslet, men sigtelsen mod hende blev opretholdt.

Sagen er omfattet af navneforbud, men mange medier bragte kvinden billede inden navneforbuddet trådte i kraft.

Kvinden nægter sig skyldig.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Sagen mod erhvervskvinden:

  • Tiltalt for at have aftaget "ikke under 140 gram" kokain fra en 37-årig mand.
  • Nægter sig skyldig.
  • Beskyttet af navneforbud.
  • Sagen foregår i Københavns Byret.