Politi: Erhvervskvinde talte i kode

Torsdag d. 28. jan. 2010 kl. 11:33 af Janni Pedersen / liio / pmol for TV 2 Nyhederne (opd. d. 28/1 2010; 14:51)

erhvervskvinde

En kendt erhvervskvinde, der er til­talt i en narkosag, talte om 'forret­ning' i telefonen med en mand, der er tiltalt i samme narkosag.

Det kom frem i Københavns Byret, hvor kvindens sag blev behandlet i dag.

Anklagemyndigheden mener, at erhvervskvinden lavede narkohandler under frokost- og aftenmøder med en 37-årig mandlig ven kaldet J.

Ifølge anklagemyndigheden foregik erhvervskvindens telefonsamtaler og sms-korrespondancer med J i kodesprog.

I forbindelse med retssagen afspillede anklagemyndigheden flere telefonaflyt­ninger af kvindens samtaler med den narkotiltalte mand J.

Første samtale er fra den 11. maj 2009:

J: Hallo.

Erhvervskvinden: Det er simpelthen løgn. Jeg håber, det går godt for dig, for du har ikke ringet. Jeg har været så nervøs. Har prøvet at ringe.

J: Der har været rod med min telefon, så jeg har ringet fra hemmeligt nummer.

Erhvervskvinden: Jeg svarer ikke på hemmelige numre. Det kan være livsfarligt. Det kan være hvem som helst. Er du klar over, at der er faldet en sten fra mit hjerte. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, hvad der er galt.

Erhvervskvinden: Jeg har det godt. Har du tid til at ses i dag.

J: Nej i morgen.

Erhvervskvinden: Jeg giver en is, hvis I har lyst til at komme op til Vedbæk havn og spise en is.

J: Okay

Erhvervskvinden forklarede følgende om samtalen i retten:

Mit liv bestod i, at min mand kom hjem og spiste mad, gik på kontoret og så fjernsyn. Så jeg ville gerne ses med J i stedet for at sidde derhjemme med min mand og blive ignoreret.

Anklagemyndigheden fremlagde desuden flere SMS'er mellem ervhervskvinden og J - udvekslingen af beskeder mundede ud i en samtale om 'forretning':

SMS sendt fra erhvervskvinden til J den 11. maj 2009:

Ville blive glad for at se dig.

11. maj 17.33. Erhvervskvinden ringer til J og indtaler besked på telefonsvarer:

Jeg vil så gerne se dig i aften. Og få et kram. Det er dejligt vejr. Giv mig et kald.

Erhvervskvinden forklarer i retten:

Jeg kan ikke tåle at blive ignoreret, så jeg ville gerne se ham. 14 dage efter flyttede jeg jo også fra min hjemmeadresse.

11. maj 18:46 ringer hun igen til J.

Hej skat, ring nu til mig, jeg bliver sindssyg, hvis du ikke ringer til mig.

SMS fra J til Erhvervskvinden 19.11

Henter du eller mødes vi i havnen?

Fra Erhvervskvinden til J.

Jubii

19.41 fra Erhvervskvinden til J

Har fin gave til prinsesse (J's kone ifølge tiltalte)

11. maj - Erhvervskvinden ringer til J:

Jeg har en lille gave til prinsessen, som du gerne må komme og hente. Jeg sidder her på havnen og kan ikke forlade dem, kan du ikke komme forbi. Kom lige forbi, så kommer jeg ud og giver dig gaven til prinsessen. Og så er der forretningen. Forretningen ganger vi op med to. Du får 20 i stedet for 10 procent.

Anklageren spørger i retten: Hvad er gaven til prinsessen?

Erhvervskvinden: Det er sådan et armbånd, kinesisk, sådan et Remee har på i X-factor, det er dyrt og man får de mange steder til receptioner. Min svigerfar var i mellemtiden uanmeldt kommet og min mand var glad, og så ville jeg ikke forlade selskabet, derfor havde jeg dårlig samvittighed og ville give ham en gave til prinsessen.

Anklageren spørger i retten: Hvorfor siger du forretningen?

Erhvervskvinden: Jeg sagde "forretningen", fordi min mand stod der også, og han bliver meget jaloux, det ved J, så derfor sagde jeg forretningen. I stedet ville jeg gå ud på gaden og give ham armbåndet. Jeg kunne ikke gå ned på havnen. Min mand vidste godt, at J var min sjælesørger, så han kunne ikke komme ind. Jeg fik det til at lyde som en forretningssamtale. Det alarmerede ikke min mand eller min svigerfar, når jeg sagde forretning.

Anklager: Hvad er de 20 i stedet for 10?

Erhvervskvinden: Det er kørepenge, jeg kan ikke huske, om det var 100, 200 eller 1000 kroner. Men han fik det ikke, for jeg fik ret dårlig smag i munden over at tilbyde ham det.

Anklager: Hvorfor skal han have kørepenge?

Erhvervskvinden: For ulejligheden. Jeg var meget forhippet på at aflevere gaven til prinsessen. Det virker underligt, men jeg var beruset, og jeg havde lige fået at vide, at hun var gravid, og jeg vidste at hun ville blive begejstret for gaven.

Forsvarsadvokat Jørgen Lange tager et armbånd frem viser det til tiltalte og dommer

Erhvervskvinden: Det er meget eftertragtet blandt unge, fordi Remée og grevinde Alexandra bruger det. Jeg er ikke så begejstret for det, så jeg giver det gerne væk.

SMS 20:04 fra J til Erhvervskvinden:

Så er vi her.

Ja jeg løb ud og kastede armbåndet til ham.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Sagen mod erhvervskvinden:

  • Tiltalt for at have aftaget "ikke under 140 gram" kokain fra en 37-årig mand.
  • Nægter sig skyldig.
  • Beskyttet af navneforbud.
  • Sagen foregår i Københavns Byret.