30 nye henvendelser i Maria-sagen

Søndag d. 24. jan. 2010 kl. 18:43 af liio / Ritzau for TV 2 Nyhederne

Maria Møller Christensen

Politiets efterforskere holdt søndag en pause i indsamlingen af frivillige dna-prøver i to Herning-ejendomme for at hellige sig en række nye hen­vendelser fra offentligheden i håb om, at de kan føre til opklaring af drabet på den 20-årige Maria Møller Chris­tensen. Siden løsladelsen i onsdags har politiet fået 30 nye henvendelser.

"Det er fx. folk, der henvender sig om bekendte, der har ændret adfærd eller andet, som de mener, vi bør følge op på. Den slags henvendelser har vi nu koncentreret os om," siger efterforskningsleder Ole Henriksen.

Leverede frivilligt
Lørdag havde politiet indsamlet mundskrab fra 25 af de 30-40 mænd, der skønnes at have haft adgang til den vaskekælder under en ejendom på Rolighedsvej, hvor liget af Maria Møller Christensen blev fundet nytårsmorgen. Mændene har frivilligt leveret materialet, som Retsgenetisk Institut skal bruge til at lave deres dna-profil. Mændenes dna-profiler skal efterfølgende sammenlignes med dna fra gerningsmanden.

Arbejder langsomt udad
Politiet fortsætter med at efterforske henvendelser fra offentligheden, og arbejdet med at indsamle spytprøver til dna-profiler er midlertidigt sat i stå.

"Nu har vi været gennem en række dna-prøver, og nu koncentrerer vi os om de henvendelser vi har fået. Det er som ringe i vandet, vi arbejder os langsomt udad," siger Ole Henriksen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook