Dansk Folkeparti og SF opfordrer nu indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) til at tage en række initiativer for at undgå vold mod babyer. Opfordringen kommer, efter at en 34årig far fra Valby i København er blevet fængslet sigtet for grov vold mod sin seks måneder gamle søn.
Begge partier nævner, at én mulighed kan være en landsdækkende hotlinetelefon, hvor nybagte forældre anonymt kan ringe døgnet rundt, hvis de føler afmagt over for et grædende barn. Hotlinien kan måske gøre det muligt at undgå vold mod babyer, mener partierne.
"Det er ikke første gang og bliver heller ikke sidste gang, vi kommer til at høre om spædbørn, der bliver mishandlet af deres forældre. Det er utrolig vigtigt, at der bliver handlet med det samme over for disse familier," siger SF's socialordfører, Özlem Cekic.
"Klar til barn"
Allerede nu støtter Indenrigs- og Socialministeriet et forsøg med at tilbyde førstegangsforældre et kursus i at forstå nyfødte børns signaler.
Foreløbig har 800 forældre deltaget i kurset, der hedder "Klar til barn". En undersøgelse blandt deltagerne viser, at de synes, kurset har gjort dem bedre rustet til at styre deres temperament og undgå at bruge vold.




