FN-soldater affyrede varselsskud og tåregas mod sultende jordskælvsofre, da der opstod uro i en kø med folk, som ventede på at få udleveret fødevarehjælp i en militærlufthavn ved den haitianske hovedstad.
Udleveringen af fødevarer, sojaolie, vand og radioer begyndte roligt i den tidligere lufthavn, med to lange rækker folk, der ventede tålmodigt, siger en fotograf fra det franske nyhedsbureau AFP. De brasilianske soldater opdagede ikke de første tilløb til uro og måtte genoprette roen ved at affyre varselsskud i luften og bruge tåregas.
Mange hatianere har ikke modtaget nogen form for hjælp siden jordskælvet gjorde dem hjemløse.
Efterlod nødhjælp
Da urolighederne startede og folkemængden brød ud af køerne, efterlod den fredsbevarende styrke en bunke radioer og anden nødhjælp, som der opstod slagsmål om.
Det er uklart om udleveringen af hjælpen fra FN's fødevareprogram og den fredsbevarende styrke Minustah blev genoptaget.




