"Ubegribeligt at mad ikke kommer"

Fredag d. 22. jan. 2010 kl. 22:54 af Jeppe Lykke Hansen for TV 2 Nyhederne

Allan Silberbrandt kalder det fuldstændigt ubegribeligt, at nødhjælpen ikke når frem i Haiti

TV 2's korrespondent Allan Silberbrandt kalder det fuldstændigt ubegribeligt, at nødhjælpen ikke kommer frem til hovedparten af de nødstedte efter jordskælvet i Haiti.

"Personligt har jeg gennem de sidste otte dage, hvor jeg har kørt rundt i 14-15 timer i døgnet, ikke set et eneste uddelingssted for mad. Det eneste, jeg har set, er store sekscylindrede firehjulstrækkere, hvor folk har kørt rundt med papirer, og de er alle under en eller anden form for beskyttelse," siger han.

Lufthavnen har været åben i otte dage, havnen kan bruges og veje er farbare. Alligevel har mange af katastrofens ofre ikke set spor af nødhjælpen.

Allan Silberbrandt fortæller, at journalisterne selv rejser uden beskyttelse.

"Men FN kan åbenbart ikke gøre det på samme måde."

Den erfarne korrespondent fortæller, at folk klarer sig igennem, som de bedst kan, og at de overalt bliver mødt af folk, der vil have vand og lignende af tv-holdet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook