69-årig kvinde reddet ud efter ti dage i ruinerne efter jordskælvet i Haiti
FN-missionen i Haiti oplyste tidligere i dag, at dagen var den første siden jordskælvskatastrofen den 12. januar, hvor der ikke er fundet overlevende i ruinerne. Men så lykkedes det redningsfolkene at finde og grave to kvinder på hhv. 69 og 84 år fri.
En læge siger dog, at kvinderne er en meget dårlig tilstand og muligvis ikke overlever.
"Der er ikke meget håb, men vi prøver at redde hendes liv," siger lægen Ernest Benjamin til nyhedsbureauet AP om den 69-årige.
Kvinde får nu ilt og intravenøs væske.
Også den 84-årige Marie Carida Roman er slemt tilredt. Hun blev reddet ud fra ruinerne af sit hus, da venner fik gravet hende fri i dag, siger hendes søn og læger på det hospital, hvor hun er indlagt, til nyhedsbureauet AFP.
"Jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe hende med at overleve. Hun har en knust brystkasse og mange maddiker," siger Ernest Benjamin.
Fra rednings- til nødhjælp
Situationen med færre overlevende gør, at FN nu skifter fokus fra rednings- til nødhjælpsarbejde.
"Vi håber alle, at flere kan have overlevet og kan blive fundet, men jo flere dage, der går uden livstegn, des mindre bliver håbet," siger talsmand for FN-missionen David Wimhurst.
Jordskælvet menes at have kostet omkring 75.000 mennesker livet.




