Kurt W. vil gerne takke øksemand

Torsdag d. 21. jan. 2010 kl. 10:20 af kris / ritzau for TV 2 Nyhederne

Kurt Westergaard

Tegneren Kurt Westergaard vil gerne mødes med den mand, der trængte ind i hans hjem i Århus nytårsdag og truede med at dræbe ham. Det siger manden bag den mest omtalte af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i et interview med britiske BBC. Den 74-årige Wester­gaard siger, at et sådant møde måske kan være muligt i forbindelse med, at somalieren fremstilles i retten.

"Jeg ville sige til ham: "Tak fordi du ikke gjorde skade på mit barnebarn". Jeg ville sige det af et oprigtigt hjerte," siger Westergaard i intervie­wet med den britiske statsradio.

Den 28-årige somalier sidder i dag varetægtsfængslet sigtet for drabsforsøg og overtrædelse af terrorlovgivningen.

Vil sætte ansigt på gerningsmand
Tegneren havde besøg af sit barnebarn, da somalieren nytårsdag bevæbnet med en økse trængte ind i hans hjem. Westergaard nåede ikke at få barnebarnet, der havde benet i gips, med ind i det sikringsrum, Politiets Efterretningstjeneste havde installeret i hjemmet.

Westergaard siger, at han ønsker at mødes med overfaldsmanden "for at sætte et ansigt på ham og spørge, hvorfor han gjorde det".

"Jeg vil spørge ham: "Hvorfor ville du dræbe mig?," siger Kurt Westergaard.

Print artikelSend til en ven Del på facebook