VK-regeringen har mistet sit absolutte flertal i Folketinget, efter at Christian H. Hansen har sagt farvel til Dansk Folkeparti. Det betyder, at VKO- flertallet nu afhænger af et færøsk mandat. Det får betydning i Folketingssalen, siger formanden for Liberal Alliance Anders Samuelsen.
"Det betyder, at hvert eneste medlem hos Venstre, Konservative og DF fra nu af har en vetoret i forhold til alt, hvad der kommer fra regeringens side, og det gør det meget besværligt for statsministeren og de enkelte fagministre at agere i Folketinget."
Derfor har regeringen ifølge Anders Samuelsen brug for en buffer - og her kan Liberal Alliances mandater spille en rolle.
"Der skal ikke komme ballade-sag"
B.T.'s politiske kommentator Helle Ib mener, at det er udtryk for optimisme fra Liberal Alliances side:
"Regeringen har fortsat sit flertal i orden, så længe det færøske medlem holder den loyalitetserklæring, som han har udstedt overfor Venstre og De Konservative," siger B.T.'s kommentator Helle Ib.
Hun understreger dog, at VKO-blokken ikke må miste flere mandatater:
"Det er klart, at der skal ikke komme særlig mange ballade-sager op, hvor Venstre og De Konservative er uenige. Og det er også klart, at mister VKO-blokken et ekstra mandat, så har vi balladen, for så er der ikke længere noget flertal," siger Helle Ib.
S: Mere intern uro i VKO-blokken
Ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, betyder Christian H. Hansens afgang, at der kommer mere internt uro i VKO-blokken.
Men det får ingen reel betydning, vurderer B.T.'s politiske kommentator, Helle Ib




