Rift om Kurt Westergaards akvarel

Onsdag d. 20. jan. 2010 kl. 08:14 af nabr, ritzau for TV 2 Nyhederne (opd. d. 20/1 2010; 12:01)

Akvarel

Budene på tegneren Kurt Westergaards akvarel til støtte for det jordskælvs­ramte Haiti er foreløbig oppe på 20.000 kroner - og det kommer endnu høj­ere op. Sådan lyder den sikre melding fra Erik Guldager fra Galleri Draupner i Skanderborg.

Galleriet har sat billedet til salg, efter at auktionshuset Lauritz.com har afvist at sælge af frygt for eventu­elle konsekvenser på grund af Wester­gaards tidligere Muhammedtegning.

Der er højere bud end de 20.000 kro­ner, men de mangler at blive bekræftet.

"20.000 er blot det højeste bud, som rent formelt er endelig bekræftet, men der er allerede højere bud, som blot mangler den endelige bekræftelse. Jeg har hundredvis af uåbnede mail, og ved endnu ikke, hvilke bud der ligger i dem," siger Erik Guldager og tilføjer:

"Buddet på 20.000 kommer fra en dansker, men der kommer bud fra hele verden - blandt andet USA og Australien. Bare det seneste døgn har der været 15.000 besøg på vores hjemmeside. Det er klart, at når en af verdens mest kendte kunstnere sætter et billede til salg, så vækker det opsigt."

Støtte både til Westergaard og Haiti
Erik Guldager er ikke i tvivl om, at det ikke blot er for at hjælpe haitianerne, at folk fra hele verden pludselig byder på Kurt Westergaards billede.

"Jeg tror, det er lige dele støtte til Kurt Westergaard og lige dele støtte til Haiti," vurderer han.

Lørdag er sidste dag, der kan bydes på billedet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook