Socialdemokraterne og SF støtter kritikken af auktionsfirmaet Lauritz.com. Lige som statsminister Lars Løkke (V) angriber de firmaet for at afvise at sælge en akvarel af Kurt Westergaard.
Tegneren blev overfaldet, fordi han i 2005 stod bag den omstridte tegning af profeten Muhammed med bombe i turbanen.
Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, mener, at alle har pligt til at stå bag Kurt Westergaard som en forkæmper for ytringsfriheden. Med sin akvarel ville han blot bidrage til en indsamling for ofrene i Haiti.
"Det har han lige så meget ret til som alle andre. Jeg forstår slet ikke den handling," siger den socialdemokratiske formand om auktionsfirmaets afvisning.
SF-formand Villy Søvndal har tilbudt at støtte tegneren ved at gennemføre auktionen på sit partis hjemmeside.
"Det er en alvorlig situation. Westergaard har lavet en uskyldig akvarel for at støtte det gode formål at hjælpe stakkels mennesker i Haiti. Når man i den situation bliver bange for sig selv, så synes jeg, vi er sted, hvor man tydeligt må sige fra. Hvis alle rykker baglæns har vi ikke den ytringsfrihed, som vi alle sætter pris på," siger Søvndal.




