Mindst fire mennesker døde, da et førerløst amerikansk fly i går sendte missiler mod et hus i det nordvestlige Pakistan. Det oplyser pakistanske efterretningskilder.
Kilderne ved ikke, hvem de dræbte er, men missilerne ramte en klanleders hus i landsbyen Ismail Khel i Nordwaziristan. Klanlederen har ifølge lokale beboere kontakter til Taleban.
En kilde siger, at huset blev brugt som træningscenter for militante islamiske oprørere.
USA bekræfter aldrig angreb med førerløse fly i Pakistan. Men amerikanerne har tidligere haft held med at ramme nogle af de lededende oprørere i området.
Det formodes, at terrorlederen Osama bin Laden holder sig skjult i de områder af Pakistan, der grænser op til Afghanistan.




