USA advarer om flyterror i Afrika

Lørdag d. 9. jan. 2010 kl. 09:06 af jely / ritzau / Reuters for TV 2 Nyhederne

USA advarer om, at regionale terrori­ster planlægger et angreb mod luft­fartsselskabet Air Ugandas flyvninger mellem Sydsudan og Ugandas hovedstad, Kampala.

Den amerikanske ambassade i Sudan næv­ner ikke hvilken gruppe, USA mistænker for at ville gennemføre angrebet. Men tidligere har USA sagt, at der er aktive terrorgrupper i Sudan. Ambassaden offentliggjorde advarslen på sin hjemmeside i aftes. Det er flyvninger mellem Kampala og det halvautonome Sydsudans hovedstad, Juba, der kan blive mål for terror.

I fjor advarede USA om, at militante islamiske grupperinger havde truet med vold mod Sudans regering og også kunne finde på at angribe vestlige mål i Sudan, efter at en formodet militant islamist var blevet dræbt.

Sudan, der husede al-Qaeda-lederen Osama bin Laden i 1990'erne, inden han blev udvist af landet, har været på USA's liste over lande, der støtter terrorister, siden 1993.

Amerikanske embedsmænd erkender dog, at Sudan har givet efterretningsoplysninger om militante grupper siden terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

Print artikelSend til en ven Del på facebook