Islændinge kræver folkeafstemning

Søndag d. 3. jan. 2010 kl. 19:03 af /ritzau/NTB for TV 2 Nyhederne (opd. d. 3/1 2010; 19:10)

En fjerdedel af vælgerne i Island næg­ter at betale regningen for det store bankkollaps, der forrige år ramte den lille ønation. De kræver derfor en folkeafstemning og har samtidig bedt præsident Grimsson om at nedlægge veto mod den omstridte Icesave-aftale om kompensation til UK og Holland.

"Det er et rimeligt krav, at den øko­nomiske byrde, som lægges på nuværende og fremtidige generationer af islændin­ge i form af Icesave-betalinger til Holland og Storbritannien, bør blive genstand for en folkeafstemning, lyder det fra hidtil 61.000 islændinge.

Skylder 28 milliarder til UK og Holland
Det islandske parlament, Altinget, har godkendt den kontroversielle aftale om tilbagebetaling af milliarder af kroner til bankkunder i Storbritannien og Holland, som kreditorer mistede, da den islandske banksektor kollapsede i 2008.

Med loven accepterer Island at tilbagebetale 3,8 millioner euro (cirka 28 milliarder danske kroner), der skal dække de tab, som 320.000 britiske og hollandske bankkunder har lidt. Beløbet svarer til 40 procent af Islands bruttonationalprodukt.

Flertallet i Altinget var dog snævert, da 33 stemte for, mens 30 stemte imod. Et medlem af regeringen er siden gået af i protest mod aftalen.

Præsident Olafur Ragnar Grimsson har sagt, at han synes, at Icesave-aftalen er problematisk, og at han vil tænke sig nøje om, før han eventuelt underskriver den.

Ifølge den islandske grundlov skal aftalen sendes til folkeafstemning, hvis præsidenten forkaster den.

Print artikelSend til en ven Del på facebook