Den amerikanske ambassade i Yemens hovedstad Sanaa blev i dag lukket på grund af trusler fra al-Qaeda på Den Arabiske Halvø om at ramme amerikanere eller amerikanske interesser i landet. Det fremgår på ambassadens hjemmeside.
Efterfølgende har Storbritannien besluttet "af sikkerhedsmæssige årsager" også at lukke sin ambassade, oplyser det britiske udenrigsministerium.
En talskvinde for udenrigsministeriet afviser at kommentere, om der har været tale om en konkret sikkerhedstrussel.
Tegn på et nyt angreb i Yemen
USA har indikationer af, at al-Qaeda planlægger et nyt angreb på et mål i Yemens hovedstad, siger John Brennan, der er præsident Barack Obamas rådgiver for indenlandsk sikkerhed og anti-terrorisme.
I tv-netværket CNN's program "State of the Union"," sagde Brennan, at "der er tegn på, at al Qaeda planlægger et angreb mod et mål i Sanaa."
Den amerikanske ambassade udsendte torsdag en advarsel til amerikanske borgere i Yemen og mindede dem om den "fortsatte trussel om terrorhandlinger og vold mod amerikanske borgere og interesser i hele verden".
Al-Qaeda opfordrede mandag til yderligere angreb på vesterlændinge på Den Arabiske Halvø efter også at have taget ansvaret for det mislykkede angreb på et amerikansk passagerfly juledag.
Den somaliske oprørsbevægelse al-Shabaab lovede fredag at sende folk fra hele Adenbugten til Yemen for at støtte al-Qaedas afdeling der efter det forpurrede flyattentat.




