Det verdensomspændende internetfænomen Facebook kan bruges til alverdens ting. Det kan blandt andet bruges til at tage pulsen på, hvilke personer der er de mest populære i verden lige nu.
Websitet 'All Facebook' fører løbende statistik over, hvilke personer der har flest fans på Facebook. Og det er vel næppe en overraskelse, at den for nyligt afdøde Michael Jackson topper listen.
Men allerede på 2. pladsen kommer den første store overraskelse: Skuespilleren Vin Diesel er såmænd nummer 2 foran selveste Barack Obama.
Se hele top 10-listen her:
1. Michael Jackson (10.479.986 fans)
Sanger og danser, der står bag det bedste sælgende album nogensinde, nemlig Thriller. Desuden står han bag hits som Beat It, Billie Jean og Black and White. Jackson omkom den 25. juni i 2009.
2. Vin Diesel (7.158.622 fans)
Den mest populære skuespiller er hverken Brad Pitt, Tom Cruise eller Johnny Depp. Næh, det er såmænd actionkongen Vin Diesel, der er bedst kendt fra film som 'Fast and the Furious' og 'xXx'. En af årsagerne til Vin Diesels store popularitet på Facebook er formentlig, at han selv opdaterer sin side i modsætning til mange af de andre berømtheder.
3. Barack Obama (7.015.492 fans)
Den amerikanske præsident har givet verden nyt håb, og det kan ses på Facebook, hvor han har over 7 mio. disciple. Til sammenligning har hans forgænger George W. Bush kun et par tusinde fans.
4. Megan Fox (5.287.407 fans)
Den amerikanske skuespillerinde og model tager førstepladsen blandt kvinderne. Hun er mest kendt for sin rolle i Transformers, men hendes store popularitet på Facebook skyldes nok nærmere det udseende, som Gud velsignende hende med.
5. Lady Gaga (4.592.116 fans)
Popfænomenet fra New York, Lady Gaga, stormer frem på Facebook. Ligesom Vin Diesel skriver hun selv direkte på sin side, og det er noget Facebook-brugerne sætter pris på. Lady Gaga er mest kendt for sit kæmpehit Pokerface.
6. Will Smith (4.584.870 fans)
Det 41-årige multitalent fra Philadelphia har lagt både musik- og filmverden ned, og det kvitterer Facebook-brugerne for. Smith er mest kendt fra tv-serien "Rap Fyr i LA" og filmene Bad Boys, Men in Black og Independence Day.
7. Adam Sandler (3.725.086 fans)
Adam Sandler er top ti-listens sjove mand. Den 43-årige newyorker producerer komedier på stribe - gerne med sig selv i hovedrollen. Af hans mange populære film er Billy Madison, Big Daddy og Mr. Deeds de mest kendte.
8. Selena Gomez (3.279.116 fans)
Den 17-årige barnestjerne er nok den mindst kendte på top ti-listen her i Danmark. Hun er - i USA - kendt for diverse amerikanske tv-shows og tv-filmen 'Another Cinderella Story'.
9. Roger Federer (3.116.727 fans)
På falderebet sniger listens eneste sportsnavn sig ind. Den fine placering går til den måske bedste tennisspiller nogensinde, schweiziske Roger Federer, der har vundet hele 15 Gran Slam-titler. Federer er den eneste ikke-amerikaner på listen.
10. Rihanna (3.006.390 fans)
Den unge sangerinde har haft adskillige store hits verden over. Samtidig bijobber hun som model, og det er åbenbart noget Facebook-brugerne sætter pris på.
NB: Fans kommer til og fans falder fra hvert sekund på Facebook, så derfor vil de ovenstående antal af fans formentlig se en smule anderledes ud, hvis du selv ser efter. Det burde dog ikke ændre på rækkefølgen af de ti mest populære personer inden for de næste par uger, men det kan man selvfølgelig ikke vide med sikkerhed.




