Hvordan kan uland låne USA penge?

Søndag d. 20. dec. 2009 kl. 16:31 af nabr for TV 2 Nyhederne

For et stykke tid siden sagde de i Nyhederne, at USA ikke kunne klare sig uden at låne penge af Kina.

Nu siger de, at Kina er et uland. Hvordan hænger det sammen, at USA kun kan klare sig ved at låne penge af et uland - og hvordan har et uland råd til at låne penge ud?

Venlig hilsen

Rikke Ploug


Kære Rikke Ploug

Jeg kan godt forstå din undren. Kina kan ikke rigtig finde ud af, om det fortsat vil optræde som et u-land.

På klimamødet i København har kineserne krævet at blive betragtet som et u-land med de særlige, lempelige regler for CO2-udslip, der gælder for u-lande, men i andre sammenhænge - blandt andet økonomiske kræver de at blive betragtet på lige fod med andre store økonomier.

De må snart se at finde ud af det - jeg tror, at verden ikke ret meget længere vil gå med til at betragte Kina som et u-land, når det er til fordel for kineserne.

Kina har en af verdens hurtigst voksende økonomier, og de penge, kineserne tjener på at eksportere til den øvrige verden, låner de ud - eller investerer i udbygning af den kinesiske infrastruktur.

Venlig hilsen

Kaare R. Skou

Print artikelSend til en ven Del på facebook