Connie Hedegaard er gået af som minister i Danmark og flyver i morgen kl. 05.15 til Bruxelles
Connie Hedegaard er nu ikke længere minister i Danmark. Hun var kl. 11.30 til afskedsaudiens som minister for klimatopmødet hos dronning Margrethe.
"Jeg havde gerne set, at det var endt med en anderledes slags aftale," siger Connie Hedegaard om slutdokumentet i Bella Centeret i går - hun understreger, at den store skuffelse ved COP15 var, at målene ikke blev bindende.
Connie Hedegaard har siden i går fået indhentet "lidt søvnunderskud" og tager i morgen kl. 05.15 til EU som kommissær.
"Der var positive ting i København"
Connie Hedegaard mener, at det danske formandskab har gjort, "hvad man med rimelig overhovedet kan forlange af nogen." Hun fremhæver samtidig, at der også er kommet noget positivt ud af klimatopmødet i København:
"I modsætning til Kyoto, fik vi nu USA, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika til at være engageret, hvad de ikke var i Kyoto. I månederne op til København, har de lande derhjemme sat mål, og de sad fysisk omkring det samme bord i Købehavn og medgav, at de havde et medsvar. Det er en ny ting."
Der skal ske noget nyt i FN
Hun mener dog, at man nu skal gøre sig nogle overvejelser i forhold til FN og FN-systemet i fremtiden.
"Når man sider oppe på det podium og hører, at det er de samme to-tre lande, der har et eller andet problem med proceduren, der kan gøre, at vi ikke kan komme frem i teksten, så er det et problem," siger Connie Hedegaard.
Varer lidt før vi tager en COP igen
Hun ser nu frem til jobbet som klimakommissær i EU:
Det er lidt vemodigt, men det er klart, at jeg er meget optaget af det, der nu skal ske. Jeg får lov til at arbejde videre med klimaet og nu også prøve at gøre det konkret i den europæiske sammenhæng. Jeg oplever, at jeg skal gøre det samme - bortset fra, at det nok lige varer lidt, før vi tager en COP igen," siger Connie Hedegaard.
Udnævnt til EU-kommissær
Lars Løkke Rasmussen (V) udnævnte den 24. november Connie Hedegaard til minister for FN's klimakonference i København, men nu da klimakonferencen er overstået, er Connie Hedegaars rolle udspillet.
Lars Løkke Rasmussen rokerede rundt i regeringen, fordi Connie Hedegaard blev udnævnt som klimakommissær i EU - hun blev midlertidigt udnævnt som minister for FN's klimakonference.
Lykke Friis (V) overtog samme dag Connie Hedegaards ministerpost som klimaminister.




