Connie Hedegaard skal redde stumperne ved COP15. Hun skal lede en såkaldt kontaktgruppe, som skal løsne op for stilstanden i forhandlingerne, siger statsminister Løkke i Bella Center. Dermed har han droppet at fremlægge et dansk udkast til en global klimaaftale.
Flere u-lande har kritiseret Løkkes ledelsesstil, og de erklærer sig tilfredse med, at Connie Hedegaard er tilbage i spidsen af forhandlingerne.
"Jeg tror da, vi kommer i gang med at arbejde nu. Det er i hvert fald intentionen," siger Connie Hedegaard.
Lumumbu farede i flint - igen
Det slog kortvarigt gnister i plenarsalen, da Lars Løkke fik sagt, at arbejdet overlades til repræsentanter, "vi stoler på".
Det fik talsmanden de fattige lande samlet i G77, sudaneren Lumumba Stanislaus Di-Aping, til at fare i flint og kræve en forklaring.
Han understregede, at flere lande blandt ulandene har ønsket processen klargjort.
Efter møder med G77-landene og Kina foreslog Løkke at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal løse de udestående problemer.
"Kontaktgruppen har et meget klart mandat om at afslutte arbejdet på alle udestående problemer. Deadline vil være meget snart, da der skal nås resultater i timerne foran os," sagde statsministeren.
Der skal forhandles i to spor, og efter at være presset af Di-Aping bekræftede Løkke Rasmussen, at der først tages fat på det såkaldte Kyoto-spor, som de fattige lande opfatter som deres værn og garanti for, at de rige lande ikke slipper billigt fra en eventuel klimaaftale.
Forhandlinger i 2 spor
- Der er i klimaforhandlingerne tale om 2 spor - det ene er det såkaldte Konventionsspor, det andet er Kyoto-sporet.
- Kyoto-aftalen udløber først i 2012. For Ulandene er det afgørende, at der bliver lavet en ny aftale, som ligesom Kyoto-aftalen er juridisk bindende.
- G77-gruppen fokuserer derfor intenst på Kyoto-sporet. USA er som bekendt ikke med i Kyoto-aftalen, og har derfor ingen interesse i at bruge meget tid på den del af forhandlingerne
- Lars Løkke har netop lovet G77, at der bliver tale om 2 spor




